Hot Cross Buns er en forholdsvis typisk påskespise, i England.
Krydrede, lune boller, med det traditionelle ‘kors’ henover den skinnende, ægpenslede overflade.
Dette er min (nemme) version.
Lækre–især når påskens vejr er så lunefuldt som vores. ❤
Lun mælk og smør, indtil sidstnævnte smelter. Massen skal være lillefingervarm. Opløs gær heri.
Rør sukker, æg, mel og krydderier, samt tranebær i—og ælt det til en fast dej. Ca. 5-10 minutter ved mellemste hastighed, på en røremaskine. Eller 10 heftige minutter med de stærke ælte-hænder skruet rigtigt på.
Lad dejen hæve i ca. 40 minutter, et lunt sted.
Efter endt hævning, skal du forme din dej til boller. Opskriften giver ca. 15 stk. Forvarm din ovn til 220 grader (jeg bruger varmluft) og lad bollerne hæve lunt, i 20 minutter.
Pensl dine boller med et sammenpisket æg. Nu skal de pyntes!
Rør 1 dl vand og 1 dl mel sammen, indtil du får en lind masse. Kom det på en sprøjtepose og sprøjt “kryds” henover bollerne. .
Bag dem i ca. 15-18 minutter, alt efter ovnstyrke. .
Smør bollerne med smør, marmelade, en skive ost–eller alle tre ting på én gang. Og nyd dem lune.
Tegne- og animationsfilm har aldrig sparet på lækkert udseende mad. Og i ét af de seneste skud på stammen fra Disney–nemlig det fortryllende eventyr, Encanto–gælder dette selvfølgelig også!
De fine, colombianske majspandekager, arepas con queso, kan sagtens inkluderes i den danske madkultur–for de er både lette at lave, og et lækkert forslag til at sætte på ostebordet, eller til at putte i madpakken til ungerne.
Lad os komme i gang!
Tag en mellem-størrelse røreskål frem. Denne dej skal ikke hæves, så du skal ikke være bange for, at der pludselig er gærdej overalt.
I skålen blander du dine tørre ingredienser, samt olie, og hælder derefter gradvist vandet i–under omrøring. Majsmelet opsuger vandet og bliver til en tyk grød, som nu skal hvile i 15 minutter. Læg gerne et viskestykke, eller låg, over skålen imens dejen hviler.
Når din dej er færdig med at hvile, sætter du en god pande på komfuret. Både non-stick og smedejerns pander fungerer fint til formålet. Skru op på middel-høj varme og hæld lidt olie på panden.
Færdigstegte colombianske majspandekager med ost arepes con queso
Når panden er rygende varm, fugter du dine hænder med vand og tager en klump af majsdejen, på størrelse med en femkrone. Rul klumpen til en kugle og klap den blødt ud, indtil den er ca. 0,5cm tyk. Form siderne, så din arepa har samme tykkelse hele vejen igennem, og ikke bliver fladere langs med kanden.
Læg den første arepa på panden og fortsæt. Du skulle gerne få et sted mellem 20-30 arepas ud af denne opskrift.
Steg dine arepes 2-3 minutter på hver side, eller indtil de er gyldenbrune og velduftende!
Server varme og som de er–flæk dem og kom ost i, eller server dem til stærke kødretter. Arepas kan også serveres på ostebordet og smøres med syrlig syltetøj.
Arepes con queso kan nydes til aftensmaden, som sandwiches, eller til kaffen med syltetøj ❤
Hver portion (3 arepas) indeholder ca. 245 kcal
Kunne du lide opskriften? Del billeder af dine arepas con queso og tag @seasonswithsabine på Instagram–så deler jeg dem, i min story ❤
Kanelsnegle hører vinterhalvåret til, gør de ikke? Den bløde dej og den snaskede remonce, koblet med det varme krydderi, hjælper gevaldigt på mørket og kulden udenfor.
Og så kan man jo altid–hvis man er lige så tosset med at bage som jeg–vælge at give ekstra los!
Det har jeg gjort ved at røre selve dejen som brioche. For hvem elsker ikke dekadent bagværk? Men for at det ikke skal være løgn, så har jeg også gjort lidt ekstra ud af remoncen. Følg endelig med i opskriften.
Velbekomme. ❤
Brioche dej
Alle deje kan laves med røreskål og grydeske/piskeris. Men når vi taler brioche, vil jeg anbefale at tage røremaskinen frem–for her skal virkelig æltes igennem!
Hæld din lune mælk (højst 37 grader!) i røreskålen. Opløs gæren heri, og tilsæt æg og sukker til blandingen. Rør sammen. Hæld 550g hvedemel (kagemel fungerer også rigtig godt) i skålen og sæt din røremaskine til at ælte dejen ved middel-lav hastighed. Tilføj saltet, og skru op på mellem hastighed, når melet er inkorporeret i dejen.
Rør dejen i 10-15 minutter, eller indtil din dej slipper siderne af skålen.
Skær nu dit kolde smør i små tern og kom dem ned i røreskålen, lidt efter lidt, imens der stadig røres.
Efter 10 minutter, skulle smørret gerne være optaget i dejen. Hvis det ikke er tilfældet, så lad den køre ca. 5 minutter endnu.
Du ved, at din dej er klar til hævning, når den er blank og smidig. Husk, den skal være lidt klæbrig!
Lad din dej hæve lunt i ca. 1-1,5 timer.
Imens kan du forberede din remonce.
Friske fra ovnen. Se lige farven!
Remonce til kanelsnegle
Normalt når du laver remonce, rører du blot sukker, smør og kanel sammen–og så er det det! Men når nu vi giver dejen ekstra kærlighed, så skal remoncen da også have det.
Skær dit smør ud i tern og hæld det i en god røreskål. I røremaskine, eller med elpisker, skal du nu piske dit smør indtil det er fuldstændig hvidt og luftigt at se på. Det tager ca. 10 minutter, og får samme konsistens som en lækker smørcreme. Det er således meget nemt at smøre ud, og det kommer os til gavn senere. Stil dit piskede smør til side.
I en seperat skål, rører du nu sukker og kanel sammen. Det skal også sættes til side.
Saml og bag dine kanelsnegle
Forvarm din ovn på 200 grader varmluft.
Drys dit køkkenbord med et tyndt lag mel og hæld din færdighævede brioche dej ud herpå. Form forsigtigt dejen til et rektangel og find din kagerulle frem. Nu skal du–med stor forsigtighed–rulle din dej ud til ca. 1,5cm tykkelse. Pas på, at du ikke trykker for hårdt, for så trykker du al den fine luft ud af dejen.
Tag nu dit piskede smør, og smør det ud på hele dejens overflade. Drys din sukker-kanel blanding udover smørret, så du ikke længere kan se noget af det. Alt skal være dækket af mørkt kanelsukker!
På den lange led, begynder du nu at rulle din dej sammen. Hav tålmodighed, og vær ikke bange for at tage fat i din dej, når du ruller. Den er blød, så det kan godt kræve lidt faste, men forsigtige hænder.
Når dejen er rullet, og lukningen vender ned imod bordet, kan du skære skiver på ca. 3-4cm tykkelse. Ja, det er nogle gode basser, vi skal lave!
På en bageplade, belagt med bagepapir, lægger du nu dine snegle med ca. 2 cm mellemrum.
Læg et rent viskestykke henover dine snegle og lad dem hæve et lunt sted i ca. 1,5 timer. Dine snegle skal gerne tredobles i størrelse!
Når sneglene har rette størrelse, skal de ind og bage. Så snart du har sat sneglene i ovnen, skal du skrue ned på 180 grader! Bag dine snegle i ca. 20-25 minutter. Hold godt øje med dem. Når de er smukt karamelfarvede, er de klar til at komme ud.
Lad dine snegle køle i 5-10 minutter og pynt dem herefter med glasur, lavet på flormelis og vand/mælk. Spis lune.
Velbekomme.
Bløde, lækre brioche kanelsnegle med hvid glasur. Luftige og smørbløde!
Der var mange af jer der spurgte ind til hvad pumpkin spice egentlig kan bruges til! Og derfor besluttede jeg mig for at lave en opskrift–så I kan se hvor lækker den krydderiblanding virkelig er. ❤
Bløde, luftige cupcakes med pumpkin spice og cream cheese glasur.
Velbekomme!
Inden du bager
Begynd med at forvarme din ovn til 175 grader varmluft.
Vej dine ingredienser af og del dem op i de tre følgende grupper:
sukker, vanilje og æg
tørre ingredienser (mel, salt, bagepulver)
våde ingredienser (mælk, olie, vand)
Så er vi godt på vej.
Cupcake dej
Pisk æg, vanilje og sukker til en luftig æggesnaps. Bland herefter dine tørre ingredienser og vend 1/3 ned i din æggesnaps.
Bland dine våde ingredienser og vend 1/2 ned i din dej. Herefter 1/3 af dine tørre ingredienser. Så den sidste 1/2 af dine våde ingredienser. Og til allersidst, den sidste 1/3 af dine tørre ingredienser.
Er din dej meget våd? Fortvivl ikke–det er meningen!
Hæld din cupcake dej op i en kande og fyld ca. 15 gode cupcake forme 3/4 af vejen op. Fylder du dem mere, flyder dine cupcakes ud over det hele.
Sæt dine cupcakes i ovnen i ca. 15-18 minutter.
De skal ‘springe tilbage’ når du trykker blidt på dem, og en tandstik skal komme ren ud af dine cupcakes, når du stikker den i. Ingen krummer eller bagt dej her.
Glasur
Imens dine cupcakes bager og køler ned, kan du forberede glasuren.
Begynd med at piske smør blødt–enten med røremaskine eller elpisker. Tilføj herefter din friskost/cream cheese og pisk videre indtil du får en glat konsistens.
Tilføj flormelis og pisk kun indtil det lige er inkorporeret i din smør/oste blanding. Done!
Når dine cupcakes er helt afkølede, kan du dutte en skefuld glasur på toppen af dem og smøre der forsigtigt udover toppen. Der skal ikke mere end 1 tsk glasur på hver.
I nat, når klokken slår tolv, så er det officielt græskarsæson!
Og med det hentyder jeg ikke kun til grøntsagen–men også til det eftertragtede pumpkin spice-krydderi, som langsomt er begyndt at krybe ind i den europæiske madkultur. Og det kan jeg godt lide!
Med sit mix af varmende krydderier, er denne blanding helt perfekt til den kommende tids regnfulde og overskyede efterårsdage. Blandingen gør sig godt i kager, sirupper, kakao og cafe latte (selvfølgelig!), men også i sammenkogte retter–i de rette mængder.
Så selvom sommeren går på held, så har efteråret heldigvis stadig en masse lækkerier at byde på.
I glasset hælder du alle dine stødte krydderier og lukker det hele tæt. Ryst nu glasset indtil krydderierne er helt sammenblandede. Når ‘støvet’ har lagt sig i glasset, kan du åbne det og straks fremkalde dig duften af efterår!
Sådan som det dufter på din yndlingskaffebar.
Velbekomme. ❤
PSSSSST… Vil du male dine egne krydderier? Så køb dem hele og mal dem i din kaffekværn, eller i en morter.
Pumpkin Spice er fyldt med varmende krydderier, og er derfor perfekt til efterår og vinter–eller når du skal have blodcirkulationen igang!
Hvis I er så heldige at have et blommetræ i haven, kan I lige nu plukke de lækreste, solmodne små vitaminbomber. Med deres tilpas syrlige og søde smag, er bl.a. victoriablommer rigtig gode at hælde i salaten med feta, spise som de er–eller koge til syltetøj.
Blommesyltetøj har en fantastisk smag, som arter sig rigtig godt som indlæg i kager, eller til at smøre på sine friskbagte boller.
Den fyldige smag er et strejf af sensommer, som du kan nyde hele året, når først syltetøjet er kogt.
Velbekomme.
Begynd med at vaske og udkerne dine blommer. Det gør du nemmest ved at skære hele vejen langs med den naturlige revne der er i blommen, for herefter at dreje de to halvdele af blommen med modsatrettede bevægelser. Lidt som når du skal skrue låget af en flaske!
Vask og skær den grønne top af dine jordbær.
Hæld de ordnede blommer, jordbær, syltesukker og vaniljesukker i en gryde med rigelig plads. Hæld evt. 1/2 dl vand i gryden, så kommer massen lettere i kog.
Sæt gryden på komfuret og tænd det på middel-høj varme. Rør forsigtigt i gryden indtil alle blommer er dækket af det, nu, meget lyserøde sukker.
Forsæt med at røre indtil blommerne koger. Skru herefter ned for varmen og lad din blommemarmelade simre. Rør i den med jævne mellemrum, indtil blommerne er næsten helt udkogte. Jeg lod mit simre i ca. 30 minutter.
Imens du koger din marmelade/dit syltetøj, kan du gøre dine sylteglas klar.
Skyl dem i kogende vand og hæld herefter 1 tsk atamon i hvert glas. Sæt låg på glassene og ryst dem godt. Åbn dem igen, og hæld det færdige syltetøj ned i dine glas. Luk med det samme og opbevar på køl for at bibeholde mest mulig smag og farve.
Dit blommesyltetøj kan holde sig i op til 1 år, på køl–men du får spist det hurtigere. ❤
Velbekomme.
Blommesyltetøj gør sig rigtig godt på lune boller.
Én portion på 15g indeholder ca. kcal 34 kcal
Jeg bruger ofte dette ringlight med stativ fra Selfietime.dk som ‘kameramand’ og belysning på grå dage.
Nøj, det er godt. Jeg vil anbefale denne kombo til enhver tid.
Velbekomme!
Sådan laver du dine bao
Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.
Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.
I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!
Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.
Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.
Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette.
Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 8 lige store minibrød—eller aflange boller.
Hver aflang bolle triller du rund og ruller ud til en flad cirkel som er ca. 1 cm tyk. Fold cirklen på midten, så du får en halvcirkel i stedet. Hver halvcirkel ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine bao skal blot hæve til dobbelt størrelse.
Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine bao.
Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.
Tag 2-3 af dine bao (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine bao i ca. 15 minutter.
De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine bao. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!
Gentag processen med resten af dine bao.
Nu kan dine bao spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens.
Bao, frisk fra dampkogeren.
Dybstegte bananblomster
Imens dine bao hæver, kan du forberede fyldet. Vi begynder med at forberede dine bananblomster. Du skal bruge 3 skåle og 1 fad til at lægge dine færdig panerede bananblomster i.
I den ene skålhælder du ca. 1 dl hvedemel i (+ 1 tsk salt og peber), i den anden 1 stort æg + 2 spsk østerssauce og i den sidste skal der ca. 2 dl pankorasp (+ 1 tsk salt og peber).
Åbn og dræn dåsen med bananblomster. Tag 1 blomst op af gangen. Vend blomsten i mel, så den er helt dækket. Drys overskydende mel af. Vend den melede blomst i æggeblandingen, så den er helt våd. Vend til sidst blomsten i pankorasp, så den igen er helt dækket. Læg blomsten til side på fadet.
Sæt det hele til side, imens du forberede dine grøntsager. (Se afsnit om grøntsagsblandingen)
Varm ca. 1 l olie op i en dyb gryde eller frituregryde. Olie bruser op, så pas på med at bruge en for lav gryde. Det er hverken sjovt at brænde sig på, eller tørre olie op, som er brust over kanten på gryden.
Olien skal opnå en temperatur på 180 grader.
Når olien er klar, sænker du forsigtigt dine panerede bananblomster ned i og lader dem stege i ca. 30 sekunder til 1 minut. Når dine bananblomster er gyldne, er de færdige!
Læg dem på køkkenrulle (eller andet fedtsugende papir) for at dryppe af.
Nu er de klar til at komme i dine bao!
Grøntsagsblanding
Varm en pande op til medium-høj varme. Vask og skær dine champignoner i grove skiver. Hæld sesamolie på panden og læg herefter champignonskiverne på den varme pande.
Imens dine champignoner steger og bliver gyldne og velduftende, vasker du din pak choy. Pil bladene af det lille kålhoved og vask dem grundigt. Skær dem herefter i grove skiver og sæt dem til side.
Skær også dine forårsløg i så fine skiver som du orker. Sæt til side, så du kan pynte dine bao med dem senere.
Når dine champignoner er lækre og gyldne, hælder du dine pak choi på panden. Svits dem hurtigt, og se deres grønne farve blive endnu smukkere. Tag det hele af varmen og hæld det i en skål, eller på et fad. Dæk, så det holder på varmen.
Jeg har stort set altid et par skiver rugbrød til overs, når børnenes skoleuge er slut. Noget der egentlig bare ligger og venter på at blive spist, men som sjældent bliver spist sådan som det er.
Til gengæld så kan jeg godt lide at lave overskydende rugbrød om til andre spiselige ting ❤
Denne opskrift på grove sandwichbrød er lige præcis sådan en slags opskrift. Velbekomme.
Dag 1:
Læg de 4 skiver rugbrød ned i en skål. Hæld 4 dl vand over brødet og lad det stå i blød, i køleskabet, natten over.
Dag 2:
Du kan bruge en røremaskine (jeg har selv denne her), eller dine hænder til at lave disse sandwichbrød. Jeg bruger selv en røremaskine, fordi det er nemmere når man ejer en. Men du kan sagtens ælte dejen i hånden.
Hæld dine iblødsatte rugbrødsskiver og det resterende vand ned i en røreskål. Rør godt rundt, så rugbrødet brydes. Tilføj gær og rør det godt ud.
Tilføj dit hvedemel under omrøring. Når al dit hvedemel er æltet ind i dejen, tilføjer du først olie og ælter dejen smidig. Hvis du ikke har en røremaskine, kan du hælde dejen ud på dit køkkenbord–husk at drysse mel ud på bordet, så dejen ikke sidder fast.
Har du en røremaskine, tilføjer du olien og ælter den ind i dejen ved medium hastighed. Når olien er absorberet, tilføjer du saltet.
Nu skal din dej æltes færdig. Det må gerne være på medium-høj hastighed og gerne i helt op til 15 minutter, eller til glutennetværket i dejen gør den fast. Bruger du en røremaskine, skal dejen slippe siderne af røreskålen.
Lad din dej hæve, tildækket, i ca. 40 minutter. Eller indtil din dej er fordoblet i størrelsen.
Når hævetiden er slut, forvarmer du din ovn til 220 grader varmluft.
Del din dej ud i 8 aflange ‘boller’. Lad dem efterhæve, et lunt sted, i ca. 20 minutter. Eller indtil de er fordoblet i størrelse. Hvis du ønsker det, kan du nu skære riller i toppen af brødene.
Bag dine sandwichbrød i ca. 15 minutter, eller indtil dine sandwichbrød er gyldne og velduftende.
Lad dem køle lidt ned, og flæk dem derefter på langs og fyld med lige præcis det, som du bedst kan lide.
Indeholder affiliate links. Pssst… Jeg bruger et ringlight fra Selfietime.dk på gråvejrsdage. ❤
“Armadillo eggs” er en Texas barbecue favorit, som bestemt burde være allemandseje! Jeg har modificeret den lidt, så den bedre passer de danske smagsløg. De traditionelle opskrifter godt kan være liiiiidt for stærk til os nordboere.
Så nu må det gerne snart blive rigtig grillvejr! Det er i kikkerten… Et sted. Krydser vi fingre for.
Har du ikke mulighed for at grille, hvor du bor, så kan du forresten også sagtens lave de her lækkerbiskner i ovnen. ❤
Velbekomme.
Forvarm din ovn til 225 grader varmluft.
Skræl og skær dine løg i kvarte. Læg dem i en foodprocessor og kør dem til en fin, jævn masse. Kom de resterende ingredienser til farsen i foodprocessoren og kør det til en lind masse. Sæt til side.
(Har du ikke en foodprocessor, hakker du blot dine løg som du plejer og rører farsen i en almindelig skål.)
Skær dine jalapeños i fine, små stykker. Rør dem op med din friskost. Skær toppen af dine snackpebre (ca. 5 cm fra blomsten). Tryk nu ostemassen ned i alle dine peberfrugter.
Pak alle peberfrugter ind i et tyndt lag fars (ca. 125-150g til hver). Vikl dem ind i bacon og læg dem på en bageplade. Bag i ca. 45 minutter, eller indtil din bacon er lækker og sprød.
Server med lige præcis de toppings, som du elsker allermest fra grillsæsonen. Jeg vil anbefale stegte kartofler og en lækker, frisk salat. Mhmmm!
TIP: Armadillo eggs kan med fordel laves på grillen! Brug et stegetermometer til at holde øje med temperaturen. Dine armadillo eggs er klar, når centrumtemperaturen når 75 grader.
Jeg håber, at I bliver lige så begejstrede for de her som jeg er. Det er nemlig vildt guffede, til de kommende sommermåneder. ❤
Hurra! Min blog havde sin allerførste fødselsdag, den 4. maj. Og hvor har I været mange inde og kigge på mine opskrifter. Det gør mig helt vildt glad, og jeg vil derfor dele en mega lækker kage med jer.
Det er den filippinske Sans Rival kage, som er fransk for ‘uden lige’. Og det er bestemt et passende navn. Den er nemlig lige dele crunchy, nøddeagtig, sød og cremet–og så med lækre, friske mangotern på toppen. Jamen altså! Der er ikke et øje tørt.
Den er dog også lidt kompliceret, for du skal ud i at lave en italiensk marengssmørcreme (også kendt som IMBC). Er du ikke stærk i sukkerlage og har du måske slet ikke et sukkertermometer, så har jeg lavet en lille guide i selve opskriften, så du stadig kan lave kagen. Men det kræver lidt øvelse, så prøv den af inden du skal servere den til et større ‘publikum’. ❤
Læs hele opskriften inden du begynder, så støder du ikke på besværlige bump på vejen!
Velbekomme.
Marengsbunde
Forvarm din ovn til 200 grader varmluft. Når ovnen er varm, hælder du dine cashewnødder ud på en bageplade belagt med bagepapir, og bager dem af i ca. 5 minutter. Eller indtil de dufter skønt. Lad dem ikke blive for mørke. Sluk ikke ovnen.
Hak dine ristede cashewnødder, sådan at de er halvt og halvt groft hakkede og cashewmel.
Find en ren røreskål frem. Tør den evt. af med et stykke køkkenrulle, som et dryppet med lidt citronsaft–det tager de fedtrester som kan blive i skålen selv efter vask.
Hæld æggehvider i skålen og pisk dem godt skummende. Lige før de er pisket helt stive, begynder du at hælde sukkeret i, lidt efter lidt; indtil du har en glinsende marengs. Vend dine hakkede cashewnødder i marengsen med en dejskraber.
På samme bageplade som før ‘tegner’ du tre udfyldte marengsscirkler. Gør dem lige store og lige tykke. Så får du det bedste resultat. Mine var ca. 15-18 cm i diameter og ca. 1 cm tykke.
Bag dine marengsbunde i ca. 20 minutter, eller indtil de er gyldne og kun lidt eftergivende når du prikker til dem.
Tag dem ud og lad dem køle ned på pladen.
Italiensk marengssmørcreme (IMBC)
En italiensk marengssmørcreme har to forskellige komponenter som skal laves samtidig.
Du skal piske en almindelig marengs
Du skal koge en sukkermasse indtil den opnår en temperatur på 118 grader
Jeg har aldrig selv haft et sukkertermometer, så derfor har jeg altid haft en skål iskoldt vand stående ved siden af min gryde. Imens det har kogt, har jeg (ca. hvert andet minut) dryppet en lille smule af sukkermassen ned i det iskolde vand. Krøller sukkeret sig sammen og bliver til en blød ‘bold’, som du kan rulle mellem fingrene? Så er den klar! Hvis sukkermassen blot falder fra hinanden, så skal den have længere. Bliver massen til en hård bold? Så har den fået for meget!
Ja, det lyder som en besværlig metode–men når først man fanger den, og lærer boblerne i sukkermassen at kende, så kan du lave en IMBC helt uden brug af hverken termometer eller skål med vand. Og det er altså lidt sejt.
Tilbage til opskriften!
Tag smørret ud af køleskabet og stil det til side. Vask din røreskål på samme måde som du gjorde det, til dine marengsbunde.
Fordel dit sukker i to forskellige skåle. Der skal være 100g i hver skål.
Sæt en gryde på komfuret. Hæld vand og sukkeret fra den ene skål ned i gryden og bring det i kog. Følg guiden ovenfor, hvis du ikke ejer et sukkertermometer.
Imens sukkerlagen koger op, hælder du dine æggehvider i din rene skål og pisker dem op på samme måde som før. Når de er skummende og lige ved at være helt stiftpiskede, hælder du sukkeret i, lidt efter lidt.
Bliv ved med at røre din marengs indtil din sukkerlage er klar. Når sukkerlagen når 118 grader (eller det der kaldes ‘softball stage’), hælder du det i en tynd, tynd stråle ned i din marengsmasse, imens du pisker helt vildt! Lad ikke sukkermassen ramme siden af skålen–men lad den heller ikke ramme piskeriset! Begge dele laver ballade i opskriften.
Det er godt at have en røremaskine (jeg har denne her) når man laver en IMBC, men du kan altså også gøre det med en god gammeldags elpisker.
Når al sukkerlagen er hældt i, skal din (nu italienske) marengs piskes ‘kold’. Den må gerne være lidt lun, men ikke brændende varm, som den jo er til at begynde med. Når marengsen er lun, kan du piske smørret i, lidt af gangen.
Ser din smørcreme grynet ud? Bliv ved med at piske. Du kan ikke overpiske smørcremen på det her tidspunkt–kun underpiske den! Klumper og ‘grynethed’ skal nok forsvinde, når du pisker længe nok.
Vælg den kageopsats som du vil bruge til at servere din Sans Rival på. Dut en lille klat smørcreme på midten af pladen og tryk forsigtigt den grimmeste af dine bunde (de kan ikke alle være lige smukke!) forsigtig på plads her. Sprøjt din IMBC i et tyndt lag udover bunden og drys evt. med flere ristede cashewnødder (det behøves ikke). Læg den næste bund på og gentag.
Sprøjt toppen pænt og pynt af med mango i fine tern, hakkede cashewnødder og evt. lidt rød skovsyre–fordi det er pænt og giver et lækkert syrligt twist til kagen.
Server med det samme, eller dagen efter, når kagen har sat sig, i køleskabet. Det gør den bestemt ikke dårligere! Og snittet bliver meget pænere. 😉