Tegne- og animationsfilm har aldrig sparet på lækkert udseende mad. Og i ét af de seneste skud på stammen fra Disney–nemlig det fortryllende eventyr, Encanto–gælder dette selvfølgelig også!
De fine, colombianske majspandekager, arepas con queso, kan sagtens inkluderes i den danske madkultur–for de er både lette at lave, og et lækkert forslag til at sætte på ostebordet, eller til at putte i madpakken til ungerne.
Lad os komme i gang!
Tag en mellem-størrelse røreskål frem. Denne dej skal ikke hæves, så du skal ikke være bange for, at der pludselig er gærdej overalt.
I skålen blander du dine tørre ingredienser, samt olie, og hælder derefter gradvist vandet i–under omrøring. Majsmelet opsuger vandet og bliver til en tyk grød, som nu skal hvile i 15 minutter. Læg gerne et viskestykke, eller låg, over skålen imens dejen hviler.
Når din dej er færdig med at hvile, sætter du en god pande på komfuret. Både non-stick og smedejerns pander fungerer fint til formålet. Skru op på middel-høj varme og hæld lidt olie på panden.
Færdigstegte colombianske majspandekager med ost arepes con queso
Når panden er rygende varm, fugter du dine hænder med vand og tager en klump af majsdejen, på størrelse med en femkrone. Rul klumpen til en kugle og klap den blødt ud, indtil den er ca. 0,5cm tyk. Form siderne, så din arepa har samme tykkelse hele vejen igennem, og ikke bliver fladere langs med kanden.
Læg den første arepa på panden og fortsæt. Du skulle gerne få et sted mellem 20-30 arepas ud af denne opskrift.
Steg dine arepes 2-3 minutter på hver side, eller indtil de er gyldenbrune og velduftende!
Server varme og som de er–flæk dem og kom ost i, eller server dem til stærke kødretter. Arepas kan også serveres på ostebordet og smøres med syrlig syltetøj.
Arepes con queso kan nydes til aftensmaden, som sandwiches, eller til kaffen med syltetøj ❤
Hver portion (3 arepas) indeholder ca. 245 kcal
Kunne du lide opskriften? Del billeder af dine arepas con queso og tag @seasonswithsabine på Instagram–så deler jeg dem, i min story ❤
Kanelsnegle hører vinterhalvåret til, gør de ikke? Den bløde dej og den snaskede remonce, koblet med det varme krydderi, hjælper gevaldigt på mørket og kulden udenfor.
Og så kan man jo altid–hvis man er lige så tosset med at bage som jeg–vælge at give ekstra los!
Det har jeg gjort ved at røre selve dejen som brioche. For hvem elsker ikke dekadent bagværk? Men for at det ikke skal være løgn, så har jeg også gjort lidt ekstra ud af remoncen. Følg endelig med i opskriften.
Velbekomme. ❤
Brioche dej
Alle deje kan laves med røreskål og grydeske/piskeris. Men når vi taler brioche, vil jeg anbefale at tage røremaskinen frem–for her skal virkelig æltes igennem!
Hæld din lune mælk (højst 37 grader!) i røreskålen. Opløs gæren heri, og tilsæt æg og sukker til blandingen. Rør sammen. Hæld 550g hvedemel (kagemel fungerer også rigtig godt) i skålen og sæt din røremaskine til at ælte dejen ved middel-lav hastighed. Tilføj saltet, og skru op på mellem hastighed, når melet er inkorporeret i dejen.
Rør dejen i 10-15 minutter, eller indtil din dej slipper siderne af skålen.
Skær nu dit kolde smør i små tern og kom dem ned i røreskålen, lidt efter lidt, imens der stadig røres.
Efter 10 minutter, skulle smørret gerne være optaget i dejen. Hvis det ikke er tilfældet, så lad den køre ca. 5 minutter endnu.
Du ved, at din dej er klar til hævning, når den er blank og smidig. Husk, den skal være lidt klæbrig!
Lad din dej hæve lunt i ca. 1-1,5 timer.
Imens kan du forberede din remonce.
Friske fra ovnen. Se lige farven!
Remonce til kanelsnegle
Normalt når du laver remonce, rører du blot sukker, smør og kanel sammen–og så er det det! Men når nu vi giver dejen ekstra kærlighed, så skal remoncen da også have det.
Skær dit smør ud i tern og hæld det i en god røreskål. I røremaskine, eller med elpisker, skal du nu piske dit smør indtil det er fuldstændig hvidt og luftigt at se på. Det tager ca. 10 minutter, og får samme konsistens som en lækker smørcreme. Det er således meget nemt at smøre ud, og det kommer os til gavn senere. Stil dit piskede smør til side.
I en seperat skål, rører du nu sukker og kanel sammen. Det skal også sættes til side.
Saml og bag dine kanelsnegle
Forvarm din ovn på 200 grader varmluft.
Drys dit køkkenbord med et tyndt lag mel og hæld din færdighævede brioche dej ud herpå. Form forsigtigt dejen til et rektangel og find din kagerulle frem. Nu skal du–med stor forsigtighed–rulle din dej ud til ca. 1,5cm tykkelse. Pas på, at du ikke trykker for hårdt, for så trykker du al den fine luft ud af dejen.
Tag nu dit piskede smør, og smør det ud på hele dejens overflade. Drys din sukker-kanel blanding udover smørret, så du ikke længere kan se noget af det. Alt skal være dækket af mørkt kanelsukker!
På den lange led, begynder du nu at rulle din dej sammen. Hav tålmodighed, og vær ikke bange for at tage fat i din dej, når du ruller. Den er blød, så det kan godt kræve lidt faste, men forsigtige hænder.
Når dejen er rullet, og lukningen vender ned imod bordet, kan du skære skiver på ca. 3-4cm tykkelse. Ja, det er nogle gode basser, vi skal lave!
På en bageplade, belagt med bagepapir, lægger du nu dine snegle med ca. 2 cm mellemrum.
Læg et rent viskestykke henover dine snegle og lad dem hæve et lunt sted i ca. 1,5 timer. Dine snegle skal gerne tredobles i størrelse!
Når sneglene har rette størrelse, skal de ind og bage. Så snart du har sat sneglene i ovnen, skal du skrue ned på 180 grader! Bag dine snegle i ca. 20-25 minutter. Hold godt øje med dem. Når de er smukt karamelfarvede, er de klar til at komme ud.
Lad dine snegle køle i 5-10 minutter og pynt dem herefter med glasur, lavet på flormelis og vand/mælk. Spis lune.
Velbekomme.
Bløde, lækre brioche kanelsnegle med hvid glasur. Luftige og smørbløde!
I bøgerne bliver sukkerbrødet hypet rimelig heftigt af en af seriens hovedpersoner, Axten, og så bliver den faglærte inde i mig jo vildt nysgerrig. For hvilken virkelig ret ligger til grund for det lækre sukkerbrød? Og var det noget, jeg kunne lave selv?
Heldigvis var Pernille rigtig sød og imødekommende, da hun forklarede, at inspirationen kom fra de dybstegte brød man bl.a. kan få når man spiser running sushi. Og så skulle jeg jo straks igang med at undersøge hvordan jeg kunne lave dem selv.
Så når jeg på Fantasy Festivalen i år kan hente en udgave af Et Manipuleret Liv, så skal den læses med et autentisk sukkerbrød i hånden. ❤
I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften. Se med herunder!Og skynd jer at forudbestille Et Manipuleret Liv, hvis I ikke allerede har gjort det. Jeg glæder mig helt vildt til udgivelsen.
Sådan laver du dine mantou
Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.
Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.
I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!
Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.
Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.
Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette.
Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 12 lige store minibrød—eller aflange boller.
Hver bolle ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine boller skal blot hæve til dobbelt størrelse.
Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine mantou.
Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.
Tag 2-3 af dine mantou (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine mantou i ca. 15 minutter.
De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine mantou. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!
Gentag processen med resten af dine mantou.
Nu kan dine mantou spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens. Men hvis du vil, kan du pimpe dem lidt ekstra. Læs videre for at se hvordan.
Lad dine mantou køle ned, imens du forbereder det næste skridt.
Mantou, inden de kommer i dampkogeren.
Friter dine mantou
Hæld rapsolie i en dyb gryde. Vælger du en der er for lav, kan du risikere, at olien bruser over. Det er ikke sjovt. Hverken at rydde op eller at brænde sig på.
Lad olien nå 180 grader, inden du fortsætter.
Hæld sukker i en dyb tallerken og kom dine mantou i frituregryden—højst 3 ad gangen. Ellers mister olien for meget varme, og dine mantou opnår ikke deres gyldne ydre.
Friter dine mantou i ca. 30 sekunder på hver side, eller indtil de opnår en dyb, gylden farve—som karamel.
Tag dem op af gryden og læg dem direkte ned i sukkeret, i den dybe tallerken. Vend dem rundt, indtil de er helt dækkede.
Server lune—så er de bedst. ❤
Velbekomme.
Mantou, færdig friterede og vendt i sukker.
Hver mantou/sukkerbrød indeholder ca. 260 kcal pr styk
Kan du lide opskriften? Find flere opskrifter, reels og generelle madtips på min Instagram–jeg deler jeres billeder hvis I tagger @seasonswithsabine ❤
Jeg bruger et ringlight fra Selfietime.dk til de fleste af mine reels og billeder på Instagram 🙂
Jeg har stort set altid et par skiver rugbrød til overs, når børnenes skoleuge er slut. Noget der egentlig bare ligger og venter på at blive spist, men som sjældent bliver spist sådan som det er.
Til gengæld så kan jeg godt lide at lave overskydende rugbrød om til andre spiselige ting ❤
Denne opskrift på grove sandwichbrød er lige præcis sådan en slags opskrift. Velbekomme.
Dag 1:
Læg de 4 skiver rugbrød ned i en skål. Hæld 4 dl vand over brødet og lad det stå i blød, i køleskabet, natten over.
Dag 2:
Du kan bruge en røremaskine (jeg har selv denne her), eller dine hænder til at lave disse sandwichbrød. Jeg bruger selv en røremaskine, fordi det er nemmere når man ejer en. Men du kan sagtens ælte dejen i hånden.
Hæld dine iblødsatte rugbrødsskiver og det resterende vand ned i en røreskål. Rør godt rundt, så rugbrødet brydes. Tilføj gær og rør det godt ud.
Tilføj dit hvedemel under omrøring. Når al dit hvedemel er æltet ind i dejen, tilføjer du først olie og ælter dejen smidig. Hvis du ikke har en røremaskine, kan du hælde dejen ud på dit køkkenbord–husk at drysse mel ud på bordet, så dejen ikke sidder fast.
Har du en røremaskine, tilføjer du olien og ælter den ind i dejen ved medium hastighed. Når olien er absorberet, tilføjer du saltet.
Nu skal din dej æltes færdig. Det må gerne være på medium-høj hastighed og gerne i helt op til 15 minutter, eller til glutennetværket i dejen gør den fast. Bruger du en røremaskine, skal dejen slippe siderne af røreskålen.
Lad din dej hæve, tildækket, i ca. 40 minutter. Eller indtil din dej er fordoblet i størrelsen.
Når hævetiden er slut, forvarmer du din ovn til 220 grader varmluft.
Del din dej ud i 8 aflange ‘boller’. Lad dem efterhæve, et lunt sted, i ca. 20 minutter. Eller indtil de er fordoblet i størrelse. Hvis du ønsker det, kan du nu skære riller i toppen af brødene.
Bag dine sandwichbrød i ca. 15 minutter, eller indtil dine sandwichbrød er gyldne og velduftende.
Lad dem køle lidt ned, og flæk dem derefter på langs og fyld med lige præcis det, som du bedst kan lide.
Stort set alle kan lide vafler–undertegnet inkluderet! Det er en nem dej at bikse sammen, som blot skal hældes i vaffeljernet, og vupti–VAFLER.
MEN…
Så meget som jeg elsker kage og søde sager, så er man også engang imellem nødt til at skære lidt ned på guffet. Især efter en lang, inaktiv periode, som den covid-19 har budt os.
Derfor biksede jeg de her sukkerfri proteinvafler sammen. De smager sødt og sprødt, men indeholder kun det fedt der er i æggeblommerne, og er til gengæld sprængfyldt med protein.
Find to skåle frem. I den ene skål, blander du proteinpulver og æg. Pisk godt!
I den anden skål hælder du mel, bagepulver og et nip salt i. Bland godt. Hæld en tredjedel af din melblanding ned i æg og proteinpulver, og bland godt. Tilføj halvdelen af din mælk. Bland godt. Endnu en tredjedel af melet. Bland godt. Sidste halvdel af mælken. Bland godt. Vend nu det sidste af din melblanding i dejen.
Pensl dit vaffeljern med lidt valgfrit fedtstof og hæld 1/4 af din dej ned på ‘panden’. Luk og steg din vaffel indtil den er gylden og velduftende.
Også her–jeg glæder mig til alle de sommer opskrifter som jeg skal dele med jer.
Men imens vi venter på, at regnen stopper, så får I lige denne her bombe af en snack!
Velbekomme!
Tænd din ovn på 220 grader varmluft.
Steg dine bacontern enten på panden eller i ovnen og sæt dem til side. Fedtet skal også med! Hak din hvide chokolade groft og stil også dette til side.
Bland alle de tørre ingredienser sammen i en røreskål. Tilføj smør, hvid chokolade og bacon. Kør det hurtigt sammen, indtil det får samme konsistens som fugtigt sand.
Hæld creme fraiche i den smuldrende dej og saml den lynhurtigt, i store klumpede stykker. Hvis den ser tør ud efter 10 sekunder, skal du ikke røre videre, men komme endnu en spsk creme fraiche i. Du må endelig ikke arbejde for meget med dejen.
Når dejen er kørt sammen i store klumper, drysser du dit køkkenbord med mel inden du hælder dejen ud herpå.
Nu kommer det tekniske. Din dej skal samles ved blidt at klappe på den fra alle sider, indtil den former et rektangel som er ca. 10×15 cm og 2 cm tykt. Når du har den rette tykkelse og form, skal du folde den venstre halvdel halvt indover resten af dejen. Og dernæst gør du det samme med den højre halvdel. Har du Instagram, kan du se hvordan jeg gør her.
Nu er dejen tyk igen, og skal endnu engang klappes blidt ud i et rektangel på 2 cm tykkelse.
Skær dine scones ud i 8 lige store rektangler, og placer dem på en bageplade med min. 3 cm mellemrum. Pensl med lidt smør (eller fedtspray) og sæt dem i den varme ovn.
Bag dine scones i 10-15 minutter–eller indtil de er lækkert gyldne!
Spis med det samme. De er lækrest når de er helt lune.
Hurra! Min blog havde sin allerførste fødselsdag, den 4. maj. Og hvor har I været mange inde og kigge på mine opskrifter. Det gør mig helt vildt glad, og jeg vil derfor dele en mega lækker kage med jer.
Det er den filippinske Sans Rival kage, som er fransk for ‘uden lige’. Og det er bestemt et passende navn. Den er nemlig lige dele crunchy, nøddeagtig, sød og cremet–og så med lækre, friske mangotern på toppen. Jamen altså! Der er ikke et øje tørt.
Den er dog også lidt kompliceret, for du skal ud i at lave en italiensk marengssmørcreme (også kendt som IMBC). Er du ikke stærk i sukkerlage og har du måske slet ikke et sukkertermometer, så har jeg lavet en lille guide i selve opskriften, så du stadig kan lave kagen. Men det kræver lidt øvelse, så prøv den af inden du skal servere den til et større ‘publikum’. ❤
Læs hele opskriften inden du begynder, så støder du ikke på besværlige bump på vejen!
Velbekomme.
Marengsbunde
Forvarm din ovn til 200 grader varmluft. Når ovnen er varm, hælder du dine cashewnødder ud på en bageplade belagt med bagepapir, og bager dem af i ca. 5 minutter. Eller indtil de dufter skønt. Lad dem ikke blive for mørke. Sluk ikke ovnen.
Hak dine ristede cashewnødder, sådan at de er halvt og halvt groft hakkede og cashewmel.
Find en ren røreskål frem. Tør den evt. af med et stykke køkkenrulle, som et dryppet med lidt citronsaft–det tager de fedtrester som kan blive i skålen selv efter vask.
Hæld æggehvider i skålen og pisk dem godt skummende. Lige før de er pisket helt stive, begynder du at hælde sukkeret i, lidt efter lidt; indtil du har en glinsende marengs. Vend dine hakkede cashewnødder i marengsen med en dejskraber.
På samme bageplade som før ‘tegner’ du tre udfyldte marengsscirkler. Gør dem lige store og lige tykke. Så får du det bedste resultat. Mine var ca. 15-18 cm i diameter og ca. 1 cm tykke.
Bag dine marengsbunde i ca. 20 minutter, eller indtil de er gyldne og kun lidt eftergivende når du prikker til dem.
Tag dem ud og lad dem køle ned på pladen.
Italiensk marengssmørcreme (IMBC)
En italiensk marengssmørcreme har to forskellige komponenter som skal laves samtidig.
Du skal piske en almindelig marengs
Du skal koge en sukkermasse indtil den opnår en temperatur på 118 grader
Jeg har aldrig selv haft et sukkertermometer, så derfor har jeg altid haft en skål iskoldt vand stående ved siden af min gryde. Imens det har kogt, har jeg (ca. hvert andet minut) dryppet en lille smule af sukkermassen ned i det iskolde vand. Krøller sukkeret sig sammen og bliver til en blød ‘bold’, som du kan rulle mellem fingrene? Så er den klar! Hvis sukkermassen blot falder fra hinanden, så skal den have længere. Bliver massen til en hård bold? Så har den fået for meget!
Ja, det lyder som en besværlig metode–men når først man fanger den, og lærer boblerne i sukkermassen at kende, så kan du lave en IMBC helt uden brug af hverken termometer eller skål med vand. Og det er altså lidt sejt.
Tilbage til opskriften!
Tag smørret ud af køleskabet og stil det til side. Vask din røreskål på samme måde som du gjorde det, til dine marengsbunde.
Fordel dit sukker i to forskellige skåle. Der skal være 100g i hver skål.
Sæt en gryde på komfuret. Hæld vand og sukkeret fra den ene skål ned i gryden og bring det i kog. Følg guiden ovenfor, hvis du ikke ejer et sukkertermometer.
Imens sukkerlagen koger op, hælder du dine æggehvider i din rene skål og pisker dem op på samme måde som før. Når de er skummende og lige ved at være helt stiftpiskede, hælder du sukkeret i, lidt efter lidt.
Bliv ved med at røre din marengs indtil din sukkerlage er klar. Når sukkerlagen når 118 grader (eller det der kaldes ‘softball stage’), hælder du det i en tynd, tynd stråle ned i din marengsmasse, imens du pisker helt vildt! Lad ikke sukkermassen ramme siden af skålen–men lad den heller ikke ramme piskeriset! Begge dele laver ballade i opskriften.
Det er godt at have en røremaskine (jeg har denne her) når man laver en IMBC, men du kan altså også gøre det med en god gammeldags elpisker.
Når al sukkerlagen er hældt i, skal din (nu italienske) marengs piskes ‘kold’. Den må gerne være lidt lun, men ikke brændende varm, som den jo er til at begynde med. Når marengsen er lun, kan du piske smørret i, lidt af gangen.
Ser din smørcreme grynet ud? Bliv ved med at piske. Du kan ikke overpiske smørcremen på det her tidspunkt–kun underpiske den! Klumper og ‘grynethed’ skal nok forsvinde, når du pisker længe nok.
Vælg den kageopsats som du vil bruge til at servere din Sans Rival på. Dut en lille klat smørcreme på midten af pladen og tryk forsigtigt den grimmeste af dine bunde (de kan ikke alle være lige smukke!) forsigtig på plads her. Sprøjt din IMBC i et tyndt lag udover bunden og drys evt. med flere ristede cashewnødder (det behøves ikke). Læg den næste bund på og gentag.
Sprøjt toppen pænt og pynt af med mango i fine tern, hakkede cashewnødder og evt. lidt rød skovsyre–fordi det er pænt og giver et lækkert syrligt twist til kagen.
Server med det samme, eller dagen efter, når kagen har sat sig, i køleskabet. Det gør den bestemt ikke dårligere! Og snittet bliver meget pænere. 😉
Jeg så de her for nylig på Instagram! Snurrede brødstænger fyldt med bacon. Det måtte jeg lige prøve–men fandt selvfølgelig ikke liiiige en opskrift, sammen med de lækre videoer.
Men det har ikke stoppet mig før! Derfor får I min egen opskrift på Bacon Twisters–eller Bacon Snurrer. ❤
Velbekomme.
Find en rørekedel eller -skål frem. Hæld vandet i. Opløs gær i det varme vand og kom sukker ved.
Rør gær, vand og sukker sammen med mel, olie og salt—indtil du har en blød, elastisk dej. Jeg gav den selv 10 minutter i røremaskinen, på mellemste hastighed. Kør dejen, indtil den slipper siderne på røreskålen.
Dejen er fugtig—det skal den være. Sæt den til at hæve i ca. 1 time, eller indtil dejen er fordoblet i størrelse.
Forvarm din ovn til 220 grader varmluft.
Drys en overflade med mel og rul din dej ud i en firkant der måler ca. 25×40 cm. Dejen skal være ca. ½ cm tyk.
Læg nu skiver af bacon oven på din dej—så de når fra top til bund på den korte led. Skær dejen i strimler, med ét stykke bacon på hver strimmel.
Tag fat i hver ende af en strimmel og twist dem hver sin vej. Du kan se hvordan, i videoen her. Du kan også vælge at rulle dem sammen bagefter, sådan som jeg gør i videoen her; men de er også vildt lækre som twistede ’stænger.’
Halver dine ’twistere’, læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter.
Pensl dine twistere med æg og drys med de to forskellige slags sesamfrø.
Bag i ca. 12 minutter, eller indtil dine twistere er mørkt gyldne og godt puffede op.
Server med det samme, med en god syrlig dressing—eller læg dem i madpakken. Det funger!
Kagecreme er lækkert. Hvad enten det er i lagkagen, bassen eller i disse snurrer–så skal du ikke snyde dig selv for kagecreme. ❤
Og det er utrolig nemt at lave selv. Er det første gang? Hold tungen lige i munden, så skal det nok gå godt.
God fornøjelse.
Kagecreme
Hæld mælk og fløde i en gryde og opvarm det langsomt. Imens pisker du æggeblommer, sukker og vanilje luftigt og hvidt, i en seperat skål. Når mælken/fløden koger, skynder du dig at vende maizena ud i din æggemasse. Pisk nu massen kraftigt, imens du langsomt hælder den kogende fløde/mælk, i blandingen. Når det er inkorporeret, skal det hele tilbage i gryden og piskes kraftigt, imens det varmer op. Det tager ca. 2 minutter–og kagecremen bliver god og tyk!
Igen, pas på, det ikke brænder på. Så skal du nemlig begynde forfra.
Hæld din kagecreme op i en anden skål og sæt den på køl, imens du laver dejen til dine snurrer.
Dej til snurrer
Smelt smør i mikroovnen–gerne så det er rygende varmt. Hæld smørret og mælken i en røreskål. Tilføj gær og rør det godt ud i væsken.
Pisk æggene i, og tilføj nu de resterende ingredienser (heriblandt hvedemel). Ælt et sted mellem 5-10 minutter. Dejen skal være smidig og blank.
Stil dejen til hævning et lunt sted, i ca. 40 minutter, eller indtil dejen er fordoblet i størrelse.
Forvarm din ovn til 220 grader varmluft.
Drys mel på din bordflade og rul dejen ud, til den er ca. 1/2 cm tyk. Dejen må gerne rulles ud i en firkant–så er det næste skridt nemlig lettere!
Smør kold kagecreme på halvdelen af din udrullede dej. Fold nu den del af dejen, uden creme, henover den del af dejen med creme.
Skær dejen i brede strimler á ca. 3 cm. Tag fat i hver ende af en strimmel og snur dem i modsatte retninger. Læg strimlen ned på bordpladen og giv slip på den ene ende. Den ende af strimlen som du har fat i skal ‘rulles’ op, så du får noget der minder om formen på en kanelsnegl.
Gentag med alle strimler.
Læg ca. 16 færdigsnurrede vaniljesnurrer på en bageplade (husk bagepapir!), og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter.
Pensl dine snurrer med æg og drys dem med kardemommesukker.
Bag dine snurrer i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldne og lækre. Og dufter fænomenalt!
Spis dem lune–og gerne i godt selskab. ❤
Trænger du også til en god lydbog, til dine snurrer? Snup tilbuddet med en måneds gratis abonnement til BookBeat her.
Hver vaniljesnurre indeholder ca. 250 kcal
Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg glæder mig til at se om I er lige så begejstrede for mine vaniljesnurrer som jeg er. ❤
Juleaften er kartoflerne min hovedattraktion. Som teenager skulle jeg ikke have noget til mine pommes frites–de røg bare ned!–og jo sprødere de var, des bedre.
Potatoes are my love language ❤ Og det har bestemt ikke ændret sig med alderen, eller gennem kulhydrat-forskrækkede trends. Kartofler hænger ved. Især de her med rosmarin og flagesalt, som bare kan kastes i ovnen og kommer ud lækre og sprøde!
Hvilken type kartofler kan du bedst lide?
TIP:Tag forbehold for ovnstyrke! Er det første gang, du laver kartofler i ovnen? Så husk de ting, du ved om din ovn. Varmer den ujævnt? Varmer den ofte mere end der står i andre opskrifter–eller varmer den mindre? Husk at tage forbehold for din egen ovn, når du følger en opskrift. Alle ovne er gode, men denne her er din. ❤
Forvarm din ovn til 225 grader varmluft.
Beklæd en bageplade med bagepapir, så du er klar til at fylde den.
Vask 1 kg kartofler og halver dem på langs. Halver nu de halve kartofler–ta da! Nu har du bådkartofler. Læg dine bådkartofler på bagepladen.
Vask og pil bladene af dine rosmarin stilke. Læg dem ved kartoflerne på bagepladen. Hæld olie, salt og peber udover kartofler og rosmarin.
Nu skal du bruge hænderne! ‘Masser’ alle ingredienserne sammen, så kartoflerne er godt smurt ind i både olie og krydderier. Spred nu kartoflerne ud på bagepladen, så de ikke ligger ovenpå hinanden.
For at få de lækreste stegeflader, skal kartoflerne kunne nås af den direkte ovnvarme–og det kan de ikke, hvis de ligger under andre kartofler. Så blive de bløde og blege. Og det er ikke pointen med denne opskrift!
Sæt dine kartofler i ovnen, i 25-35 minutter, eller indtil de er lækkert gyldne og har et lidt ‘boblet’ ydre.
Server som tilbehør til lækre kødstykker, grillede grøntsager eller en fantastisk dip!
Velbekomme.
Ovnbagte kartofler fungerer perfekt som tilbehør til de fleste stykker kød, grillet grønt–eller bare for sig selv, til en lækker dip!
Hver portion (til 4 personer) indeholder ca. 309 kcal
Hver portion (til 6 personer) indeholder ca. 206 kcal