Verdens blødeste kanelsnegle — af brioche

Indeholder affiliate links

Kanelsnegle hører vinterhalvåret til, gør de ikke? Den bløde dej og den snaskede remonce, koblet med det varme krydderi, hjælper gevaldigt på mørket og kulden udenfor.

Og så kan man jo altid–hvis man er lige så tosset med at bage som jeg–vælge at give ekstra los!

Det har jeg gjort ved at røre selve dejen som brioche. For hvem elsker ikke dekadent bagværk? Men for at det ikke skal være løgn, så har jeg også gjort lidt ekstra ud af remoncen. Følg endelig med i opskriften.

Velbekomme. ❤

Tid i alt: ca. 4 timer (inkl. hævning)
Arbejdstid: ca. 45 min.
Couverter: ca. 16 store kanelsnegle
Holdbarhed: 1-2 døgn
Niveau: Øvet

Det skal du bruge 

Til dejen

- 50g gær
- 1 dl valgfri mælk
- 5 æg (str M)
- 50g sukker
- 550g hvedemel
- 1 (stor) tsk salt
- 250g saltet smør (koldt)

Til fyldet

- 200g saltet smør
- 150g sukker
- 25g stødt kanel

Evt. 1 æg til pensling

Pynt med glasur 
af flormelis og vand

Brioche dej

Alle deje kan laves med røreskål og grydeske/piskeris. Men når vi taler brioche, vil jeg anbefale at tage røremaskinen frem–for her skal virkelig æltes igennem!

Sæt din dejkrog i røremaskinen og lad os komme igang.

Hæld din lune mælk (højst 37 grader!) i røreskålen. Opløs gæren heri, og tilsæt æg og sukker til blandingen. Rør sammen. Hæld 550g hvedemel (kagemel fungerer også rigtig godt) i skålen og sæt din røremaskine til at ælte dejen ved middel-lav hastighed. Tilføj saltet, og skru op på mellem hastighed, når melet er inkorporeret i dejen.

Rør dejen i 10-15 minutter, eller indtil din dej slipper siderne af skålen.

Skær nu dit kolde smør i små tern og kom dem ned i røreskålen, lidt efter lidt, imens der stadig røres.

Efter 10 minutter, skulle smørret gerne være optaget i dejen. Hvis det ikke er tilfældet, så lad den køre ca. 5 minutter endnu.

Du ved, at din dej er klar til hævning, når den er blank og smidig. Husk, den skal være lidt klæbrig!

Lad din dej hæve lunt i ca. 1-1,5 timer.

Imens kan du forberede din remonce.

Freshly baked cinnamon rolls, seen from an angle. The surface of the rolls is caramelized and the crumb looks tender.
Friske fra ovnen. Se lige farven!

Remonce til kanelsnegle

Normalt når du laver remonce, rører du blot sukker, smør og kanel sammen–og så er det det! Men når nu vi giver dejen ekstra kærlighed, så skal remoncen da også have det.

Skær dit smør ud i tern og hæld det i en god røreskål. I røremaskine, eller med elpisker, skal du nu piske dit smør indtil det er fuldstændig hvidt og luftigt at se på. Det tager ca. 10 minutter, og får samme konsistens som en lækker smørcreme. Det er således meget nemt at smøre ud, og det kommer os til gavn senere. Stil dit piskede smør til side.

I en seperat skål, rører du nu sukker og kanel sammen. Det skal også sættes til side.

Saml og bag dine kanelsnegle

Forvarm din ovn på 200 grader varmluft.

Drys dit køkkenbord med et tyndt lag mel og hæld din færdighævede brioche dej ud herpå. Form forsigtigt dejen til et rektangel og find din kagerulle frem. Nu skal du–med stor forsigtighed–rulle din dej ud til ca. 1,5cm tykkelse. Pas på, at du ikke trykker for hårdt, for så trykker du al den fine luft ud af dejen.

Tag nu dit piskede smør, og smør det ud på hele dejens overflade. Drys din sukker-kanel blanding udover smørret, så du ikke længere kan se noget af det. Alt skal være dækket af mørkt kanelsukker!

På den lange led, begynder du nu at rulle din dej sammen. Hav tålmodighed, og vær ikke bange for at tage fat i din dej, når du ruller. Den er blød, så det kan godt kræve lidt faste, men forsigtige hænder.

Når dejen er rullet, og lukningen vender ned imod bordet, kan du skære skiver på ca. 3-4cm tykkelse. Ja, det er nogle gode basser, vi skal lave!

På en bageplade, belagt med bagepapir, lægger du nu dine snegle med ca. 2 cm mellemrum.

Læg et rent viskestykke henover dine snegle og lad dem hæve et lunt sted i ca. 1,5 timer. Dine snegle skal gerne tredobles i størrelse!

Når sneglene har rette størrelse, skal de ind og bage. Så snart du har sat sneglene i ovnen, skal du skrue ned på 180 grader! Bag dine snegle i ca. 20-25 minutter. Hold godt øje med dem. Når de er smukt karamelfarvede, er de klar til at komme ud.

Lad dine snegle køle i 5-10 minutter og pynt dem herefter med glasur, lavet på flormelis og vand/mælk. Spis lune.

Velbekomme.

Bløde, lækre brioche kanelsnegle med hvid glasur. Luftige og smørbløde!

Hver kanelsnegl indeholder ca. 385 kcal

Jeg elsker at se billeder af det I laver

tag mig på Instagram, så deler jeg også jeres billeder ❤

Jeg bruger ringlight og stativ fra Selfietime.dk på de fleste af mine billeder og videoer. Især her om vinteren, hvor lys ikke er til at opdrive! 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s