Arepas con Queso fra Disney’s Encanto

Arepas con Queso fra Disney’s Encanto
Indeholder affiliate links

Tegne- og animationsfilm har aldrig sparet på lækkert udseende mad. Og i ét af de seneste skud på stammen fra Disney–nemlig det fortryllende eventyr, Encanto–gælder dette selvfølgelig også!

De fine, colombianske majspandekager, arepas con queso, kan sagtens inkluderes i den danske madkultur–for de er både lette at lave, og et lækkert forslag til at sætte på ostebordet, eller til at putte i madpakken til ungerne.

Lad os komme i gang!

Tid i alt: 45 min.
Arbejdstid: 20-30 min.
Couverter: 8
Holdbarhed: 2-4 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge:
- 300g majsmel
- 5 dl varmt vand
- 1 tsk salt
- 1 spsk olie (jeg bruger raps)
- 200g revet mozzarella
- mere olie til stegning

Tag en mellem-størrelse røreskål frem. Denne dej skal ikke hæves, så du skal ikke være bange for, at der pludselig er gærdej overalt.

I skålen blander du dine tørre ingredienser, samt olie, og hælder derefter gradvist vandet i–under omrøring. Majsmelet opsuger vandet og bliver til en tyk grød, som nu skal hvile i 15 minutter. Læg gerne et viskestykke, eller låg, over skålen imens dejen hviler.

Når din dej er færdig med at hvile, sætter du en god pande på komfuret. Både non-stick og smedejerns pander fungerer fint til formålet. Skru op på middel-høj varme og hæld lidt olie på panden.

Arepes con queso on a dark blue plate. Caramalized corn pancakes with cheese, in the sunlight, with a backdrop of potted herbs.
Færdigstegte colombianske majspandekager med ost
arepes con queso

Når panden er rygende varm, fugter du dine hænder med vand og tager en klump af majsdejen, på størrelse med en femkrone. Rul klumpen til en kugle og klap den blødt ud, indtil den er ca. 0,5cm tyk. Form siderne, så din arepa har samme tykkelse hele vejen igennem, og ikke bliver fladere langs med kanden.

Læg den første arepa på panden og fortsæt. Du skulle gerne få et sted mellem 20-30 arepas ud af denne opskrift.

Steg dine arepes 2-3 minutter på hver side, eller indtil de er gyldenbrune og velduftende!

Server varme og som de er–flæk dem og kom ost i, eller server dem til stærke kødretter. Arepas kan også serveres på ostebordet og smøres med syrlig syltetøj.

Arepes con queso on a dark blue plate. The backdrop is a flower-printed tablecloth and the hands of family members grasping for one of the lovely corn pancakes with cheese. One of these with jam on it.
Arepes con queso kan nydes til aftensmaden, som sandwiches, eller til kaffen med syltetøj ❤

Hver portion (3 arepas) indeholder ca. 245 kcal

Kunne du lide opskriften? Del billeder af dine arepas con queso og tag @seasonswithsabine på Instagram–så deler jeg dem, i min story ❤

Vegetariske bao boller med dybstegte bananblomster, pak choy og syltede rødløg

Vegetariske bao boller med dybstegte bananblomster, pak choy og syltede rødløg
Indeholder affiliate links

Jeg købte for nylig en dampkoger (jeg blev træt af at dampe i en sigte), og gik totalt amok med dampede retter. En af dem er disse lækre kinesiske bao boller, som jeg fyldte med dybstegte bananblomster (sådan nogle her), pak choy, svampe og syltede rødløg–og så en masse chili mayo!

Nøj, det er godt. Jeg vil anbefale denne kombo til enhver tid.

Velbekomme!

Tid i alt: ca. 2 timer
Arbejdstid: ca. 2 timer
Couverter: 4-8
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

Bao dej

- 1 1/2 dl mælk (eller vand)
- 50g sukker
- 25g gær (eller 5g tørgær)
- 360g kagemel
(alternativt kan du bruge
almindelig hvedemel)
- 1 tsk salt

Dybstegte bananblomster

- 1 dåse bananblomster i saltlage
- hvedemel
- 1 stort æg
- 2 spsk østerssauce
- pankorasp
- salt og peber

Grøntsagsblanding

- 1 pak choy/choi kål
- 2 stængler forårsløg
- ca. 100g champignon
- 3 spsk sesamolie
- evt. sesamfrø

Sådan laver du dine bao

Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.

Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.

I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!

Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.

Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.

Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette. 

Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 8 lige store minibrød—eller aflange boller.

Hver aflang bolle triller du rund og ruller ud til en flad cirkel som er ca. 1 cm tyk. Fold cirklen på midten, så du får en halvcirkel i stedet. Hver halvcirkel ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine bao skal blot hæve til dobbelt størrelse. 

Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine bao.

Hvis du ikke har en dampkurv eller dampkoger, kan du bruge en helt alminelig sigte og et grydelåg.

Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.

Tag 2-3 af dine bao (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine bao i ca. 15 minutter.

De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine bao. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!

Gentag processen med resten af dine bao.

Nu kan dine bao spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens.

Two bao buns are seen from above, within a bamboo steam cooker. A checkered blue kitchen towel is around the bamboo steamer.
Bao, frisk fra dampkogeren.

Dybstegte bananblomster

Imens dine bao hæver, kan du forberede fyldet. Vi begynder med at forberede dine bananblomster. Du skal bruge 3 skåle og 1 fad til at lægge dine færdig panerede bananblomster i.

I den ene skålhælder du ca. 1 dl hvedemel i (+ 1 tsk salt og peber), i den anden 1 stort æg + 2 spsk østerssauce og i den sidste skal der ca. 2 dl pankorasp (+ 1 tsk salt og peber).

Åbn og dræn dåsen med bananblomster. Tag 1 blomst op af gangen. Vend blomsten i mel, så den er helt dækket. Drys overskydende mel af. Vend den melede blomst i æggeblandingen, så den er helt våd. Vend til sidst blomsten i pankorasp, så den igen er helt dækket. Læg blomsten til side på fadet.

Sæt det hele til side, imens du forberede dine grøntsager. (Se afsnit om grøntsagsblandingen)

Varm ca. 1 l olie op i en dyb gryde eller frituregryde. Olie bruser op, så pas på med at bruge en for lav gryde. Det er hverken sjovt at brænde sig på, eller tørre olie op, som er brust over kanten på gryden.

Olien skal opnå en temperatur på 180 grader.

Når olien er klar, sænker du forsigtigt dine panerede bananblomster ned i og lader dem stege i ca. 30 sekunder til 1 minut. Når dine bananblomster er gyldne, er de færdige!

Læg dem på køkkenrulle (eller andet fedtsugende papir) for at dryppe af.

Nu er de klar til at komme i dine bao!

Grøntsagsblanding

Varm en pande op til medium-høj varme. Vask og skær dine champignoner i grove skiver. Hæld sesamolie på panden og læg herefter champignonskiverne på den varme pande.

Imens dine champignoner steger og bliver gyldne og velduftende, vasker du din pak choy. Pil bladene af det lille kålhoved og vask dem grundigt. Skær dem herefter i grove skiver og sæt dem til side.

Skær også dine forårsløg i så fine skiver som du orker. Sæt til side, så du kan pynte dine bao med dem senere.

Når dine champignoner er lækre og gyldne, hælder du dine pak choi på panden. Svits dem hurtigt, og se deres grønne farve blive endnu smukkere. Tag det hele af varmen og hæld det i en skål, eller på et fad. Dæk, så det holder på varmen.

Saml din bao

Saml dine bao med lidt chilimayo og evt. nogle lækre syltede rødløg (find en opskrift lige her).

Velbekomme!

A filled bao bun sits on a deep blue plate. The pickled red onions in the bun contrast beautifully with the blue plate. In the background, a bamboo steamer fills the view.
Bao med lækkert, vegetarisk fyld.

Hver bao med meget fyld indeholder ca. 420 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på instagram–jeg elsker at dele jeres billeder. ❤

Jeg tager alle mine billeder med min iPhone og lidt hjælp fra et ringlight fra Selfietime.dk ❤

“Sukkerbrød” fra Inkarnation — eller dybstegte mantou

“Sukkerbrød” fra Inkarnation — eller dybstegte mantou
Indeholder affiliate links

For flere måneder siden, udspurgte jeg Pernille L. Stenby (forfatter til Inkarnation, Under Huden og meget snart Et Manipuleret Liv), om en meget speciel ret, i hendes bøger fra Mestenes-universet–nemlig “sukkerbrød.”

I bøgerne bliver sukkerbrødet hypet rimelig heftigt af en af seriens hovedpersoner, Axten, og så bliver den faglærte inde i mig jo vildt nysgerrig. For hvilken virkelig ret ligger til grund for det lækre sukkerbrød? Og var det noget, jeg kunne lave selv?

Heldigvis var Pernille rigtig sød og imødekommende, da hun forklarede, at inspirationen kom fra de dybstegte brød man bl.a. kan få når man spiser running sushi. Og så skulle jeg jo straks igang med at undersøge hvordan jeg kunne lave dem selv.

Så når jeg på Fantasy Festivalen i år kan hente en udgave af Et Manipuleret Liv, så skal den læses med et autentisk sukkerbrød i hånden. ❤

I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften. Se med herunder! Og skynd jer at forudbestille Et Manipuleret Liv, hvis I ikke allerede har gjort det. Jeg glæder mig helt vildt til udgivelsen.

Tid i alt: ca. 2 timer
Arbejdstid: ca. 1 time
Couverter: 12
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

-	1 ½ dl mælk (eller vand)
-	50g sukker
-	25g gær (eller 5g tørgær)
-	360g kagemel 
(alternativt kan du blande 300g hvedemel 
med 60g majsstivelse)
-	1 tsk salt

Yderligere:

- 1 liter rapsolie
- sukker

Sådan laver du dine mantou

Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.

Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.

I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!

Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.

Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.

Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette. 

Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 12 lige store minibrød—eller aflange boller.

Hver bolle ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine boller skal blot hæve til dobbelt størrelse. 

Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine mantou.

Hvis du ikke har en dampkurv eller dampkoger, kan du bruge en helt alminelig sigte og et grydelåg.

Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.

Tag 2-3 af dine mantou (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine mantou i ca. 15 minutter.

De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine mantou. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!

Gentag processen med resten af dine mantou.

Nu kan dine mantou spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens. Men hvis du vil, kan du pimpe dem lidt ekstra. Læs videre for at se hvordan.

Lad dine mantou køle ned, imens du forbereder det næste skridt.

Mantou, inden de kommer i dampkogeren.

Friter dine mantou

Hæld rapsolie i en dyb gryde. Vælger du en der er for lav, kan du risikere, at olien bruser over. Det er ikke sjovt. Hverken at rydde op eller at brænde sig på.

Lad olien nå 180 grader, inden du fortsætter.

Hæld sukker i en dyb tallerken og kom dine mantou i frituregryden—højst 3 ad gangen. Ellers mister olien for meget varme, og dine mantou opnår ikke deres gyldne ydre. 

Friter dine mantou i ca. 30 sekunder på hver side, eller indtil de opnår en dyb, gylden farve—som karamel.

Tag dem op af gryden og læg dem direkte ned i sukkeret, i den dybe tallerken. Vend dem rundt, indtil de er helt dækkede.

Server lune—så er de bedst. ❤

Velbekomme.

Mantou, færdig friterede og vendt i sukker.

Hver mantou/sukkerbrød indeholder ca. 260 kcal pr styk

Kan du lide opskriften? Find flere opskrifter, reels og generelle madtips på min Instagram–jeg deler jeres billeder hvis I tagger @seasonswithsabine

Jeg bruger et ringlight fra Selfietime.dk til de fleste af mine reels og billeder på Instagram 🙂

Grove sandwichbrød — genbrug dit gamle rugbrød

Grove sandwichbrød — genbrug dit gamle rugbrød
Indeholder affiliate links

Jeg har stort set altid et par skiver rugbrød til overs, når børnenes skoleuge er slut. Noget der egentlig bare ligger og venter på at blive spist, men som sjældent bliver spist sådan som det er.

Til gengæld så kan jeg godt lide at lave overskydende rugbrød om til andre spiselige ting ❤

Denne opskrift på grove sandwichbrød er lige præcis sådan en slags opskrift. Velbekomme.

Tid i alt: ca. 26 timer
Arbejdstid: ca. 30 min.
Couverter: 8 brød
Holdbarhed: ca. 3-4 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 4 skiver kernerugbrød
- 4 dl koldt vand
- 2 spsk sukker
- 25g gær
- 7 1/2 dl hvedemel
- 2 spsk smagsneutral olie
- 1 1/2 tsk salt

Dag 1:

Læg de 4 skiver rugbrød ned i en skål. Hæld 4 dl vand over brødet og lad det stå i blød, i køleskabet, natten over.

Dag 2:

Du kan bruge en røremaskine (jeg har selv denne her), eller dine hænder til at lave disse sandwichbrød. Jeg bruger selv en røremaskine, fordi det er nemmere når man ejer en. Men du kan sagtens ælte dejen i hånden.

Hæld dine iblødsatte rugbrødsskiver og det resterende vand ned i en røreskål. Rør godt rundt, så rugbrødet brydes. Tilføj gær og rør det godt ud.

Tilføj dit hvedemel under omrøring. Når al dit hvedemel er æltet ind i dejen, tilføjer du først olie og ælter dejen smidig. Hvis du ikke har en røremaskine, kan du hælde dejen ud på dit køkkenbord–husk at drysse mel ud på bordet, så dejen ikke sidder fast.

Har du en røremaskine, tilføjer du olien og ælter den ind i dejen ved medium hastighed. Når olien er absorberet, tilføjer du saltet.

Nu skal din dej æltes færdig. Det må gerne være på medium-høj hastighed og gerne i helt op til 15 minutter, eller til glutennetværket i dejen gør den fast. Bruger du en røremaskine, skal dejen slippe siderne af røreskålen.

Lad din dej hæve, tildækket, i ca. 40 minutter. Eller indtil din dej er fordoblet i størrelsen.

Når hævetiden er slut, forvarmer du din ovn til 220 grader varmluft.

Del din dej ud i 8 aflange ‘boller’. Lad dem efterhæve, et lunt sted, i ca. 20 minutter. Eller indtil de er fordoblet i størrelse. Hvis du ønsker det, kan du nu skære riller i toppen af brødene.

Bag dine sandwichbrød i ca. 15 minutter, eller indtil dine sandwichbrød er gyldne og velduftende.

Lad dem køle lidt ned, og flæk dem derefter på langs og fyld med lige præcis det, som du bedst kan lide.

Velbekomme.

Four sandwich bread seen flatly style, on burned baking paper. Rustic and fresh.

Hvert sandwichbrød indeholder ca. 397 kcal

Kan du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–så deler jeg dit billede. ❤

Jeg bruger både stativ og ringlight fra Selfietime. dk på mange af mine billeder. 🙂

Bacon Twisters – bacon snurrer med sesamfrø

Bacon Twisters – bacon snurrer med sesamfrø
Indeholder affiliate links

Jeg så de her for nylig på Instagram! Snurrede brødstænger fyldt med bacon. Det måtte jeg lige prøve–men fandt selvfølgelig ikke liiiige en opskrift, sammen med de lækre videoer.

Men det har ikke stoppet mig før! Derfor får I min egen opskrift på Bacon Twisters–eller Bacon Snurrer. ❤

Velbekomme.

Tid i alt: 1 t. og 25 min.
Arbejdstid: 25 min.
Couverter: 16 stk
Holdbarhed: 2-3 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 3 dl varmt vand
- 1 pakke tørgær (eller 50g almindelig gær)
- 2 spæk sukker
- 5 dl hvedemel
- 2 dl ølandsmel
- ca. 2 spsk rapsolie
- 1 1/2 tsk salt
- 1 æg til pensling
- ca. 1 spsk sesamfrø
- ca. 1 spæk sorte sesamfrø

Find en rørekedel eller -skål frem. Hæld vandet i. Opløs gær i det varme vand og kom sukker ved. 

Rør gær, vand og sukker sammen med mel, olie og salt—indtil du har en blød, elastisk dej. Jeg gav den selv 10 minutter i røremaskinen, på mellemste hastighed. Kør dejen, indtil den slipper siderne på røreskålen.

Dejen er fugtig—det skal den være. Sæt den til at hæve i ca. 1 time, eller indtil dejen er fordoblet i størrelse. 

Forvarm din ovn til 220 grader varmluft.

Drys en overflade med mel og rul din dej ud i en firkant der måler ca. 25×40 cm. Dejen skal være ca. ½ cm tyk. 

Læg nu skiver af bacon oven på din dej—så de når fra top til bund på den korte led. Skær dejen i strimler, med ét stykke bacon på hver strimmel.

Tag fat i hver ende af en strimmel og twist dem hver sin vej. Du kan se hvordan, i videoen her. Du kan også vælge at rulle dem sammen bagefter, sådan som jeg gør i videoen her; men de er også vildt lækre som twistede ’stænger.’

Halver dine ’twistere’, læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter.

Pensl dine twistere med æg og drys med de to forskellige slags sesamfrø.

Bag i ca. 12 minutter, eller indtil dine twistere er mørkt gyldne og godt puffede op. 

Server med det samme, med en god syrlig dressing—eller læg dem i madpakken. Det funger!

Velbekomme.

Bacon twisters/snurrer på rad og rækker. De er glinsende og gyldne--og drysset med to slags sesamfrø, for at give dem et farvespil.

Hver bacon snurre indeholder ca. 200 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–det er fedt at se med, når I prøver mine opskrifter. ❤

Kan du lide mine billeder? Jeg bruger bl.a. dette ringlight fra Selfietime.dk, til at opnå det gode lys. ❤