Vegetariske bao boller med dybstegte bananblomster, pak choy og syltede rødløg

Indeholder affiliate links

Jeg købte for nylig en dampkoger (jeg blev træt af at dampe i en sigte), og gik totalt amok med dampede retter. En af dem er disse lækre kinesiske bao boller, som jeg fyldte med dybstegte bananblomster (sådan nogle her), pak choy, svampe og syltede rødløg–og så en masse chili mayo!

Nøj, det er godt. Jeg vil anbefale denne kombo til enhver tid.

Velbekomme!

Tid i alt: ca. 2 timer
Arbejdstid: ca. 2 timer
Couverter: 4-8
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

Bao dej

- 1 1/2 dl mælk (eller vand)
- 50g sukker
- 25g gær (eller 5g tørgær)
- 360g kagemel
(alternativt kan du bruge
almindelig hvedemel)
- 1 tsk salt

Dybstegte bananblomster

- 1 dåse bananblomster i saltlage
- hvedemel
- 1 stort æg
- 2 spsk østerssauce
- pankorasp
- salt og peber

Grøntsagsblanding

- 1 pak choy/choi kål
- 2 stængler forårsløg
- ca. 100g champignon
- 3 spsk sesamolie
- evt. sesamfrø

Sådan laver du dine bao

Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.

Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.

I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!

Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.

Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.

Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette. 

Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 8 lige store minibrød—eller aflange boller.

Hver aflang bolle triller du rund og ruller ud til en flad cirkel som er ca. 1 cm tyk. Fold cirklen på midten, så du får en halvcirkel i stedet. Hver halvcirkel ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine bao skal blot hæve til dobbelt størrelse. 

Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine bao.

Hvis du ikke har en dampkurv eller dampkoger, kan du bruge en helt alminelig sigte og et grydelåg.

Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.

Tag 2-3 af dine bao (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine bao i ca. 15 minutter.

De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine bao. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!

Gentag processen med resten af dine bao.

Nu kan dine bao spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens.

Two bao buns are seen from above, within a bamboo steam cooker. A checkered blue kitchen towel is around the bamboo steamer.
Bao, frisk fra dampkogeren.

Dybstegte bananblomster

Imens dine bao hæver, kan du forberede fyldet. Vi begynder med at forberede dine bananblomster. Du skal bruge 3 skåle og 1 fad til at lægge dine færdig panerede bananblomster i.

I den ene skålhælder du ca. 1 dl hvedemel i (+ 1 tsk salt og peber), i den anden 1 stort æg + 2 spsk østerssauce og i den sidste skal der ca. 2 dl pankorasp (+ 1 tsk salt og peber).

Åbn og dræn dåsen med bananblomster. Tag 1 blomst op af gangen. Vend blomsten i mel, så den er helt dækket. Drys overskydende mel af. Vend den melede blomst i æggeblandingen, så den er helt våd. Vend til sidst blomsten i pankorasp, så den igen er helt dækket. Læg blomsten til side på fadet.

Sæt det hele til side, imens du forberede dine grøntsager. (Se afsnit om grøntsagsblandingen)

Varm ca. 1 l olie op i en dyb gryde eller frituregryde. Olie bruser op, så pas på med at bruge en for lav gryde. Det er hverken sjovt at brænde sig på, eller tørre olie op, som er brust over kanten på gryden.

Olien skal opnå en temperatur på 180 grader.

Når olien er klar, sænker du forsigtigt dine panerede bananblomster ned i og lader dem stege i ca. 30 sekunder til 1 minut. Når dine bananblomster er gyldne, er de færdige!

Læg dem på køkkenrulle (eller andet fedtsugende papir) for at dryppe af.

Nu er de klar til at komme i dine bao!

Grøntsagsblanding

Varm en pande op til medium-høj varme. Vask og skær dine champignoner i grove skiver. Hæld sesamolie på panden og læg herefter champignonskiverne på den varme pande.

Imens dine champignoner steger og bliver gyldne og velduftende, vasker du din pak choy. Pil bladene af det lille kålhoved og vask dem grundigt. Skær dem herefter i grove skiver og sæt dem til side.

Skær også dine forårsløg i så fine skiver som du orker. Sæt til side, så du kan pynte dine bao med dem senere.

Når dine champignoner er lækre og gyldne, hælder du dine pak choi på panden. Svits dem hurtigt, og se deres grønne farve blive endnu smukkere. Tag det hele af varmen og hæld det i en skål, eller på et fad. Dæk, så det holder på varmen.

Saml din bao

Saml dine bao med lidt chilimayo og evt. nogle lækre syltede rødløg (find en opskrift lige her).

Velbekomme!

A filled bao bun sits on a deep blue plate. The pickled red onions in the bun contrast beautifully with the blue plate. In the background, a bamboo steamer fills the view.
Bao med lækkert, vegetarisk fyld.

Hver bao med meget fyld indeholder ca. 420 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på instagram–jeg elsker at dele jeres billeder. ❤

Jeg tager alle mine billeder med min iPhone og lidt hjælp fra et ringlight fra Selfietime.dk ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s