Nemme knækbrød til julefrokosten

Nemme knækbrød til julefrokosten

(Indeholder affiliate links)

Jeg elsker knækbrød–især dem med en masse frø i. De kan bruges til pålæg, snack–eller som et supplement til tapas-bordet! Det gælder selvfølgelig også den lille intime julefrokost, som vi stadig kan se frem til, i år.

Eller blot lidt til os selv, for hyggens skyld. ❤

Tid i alt: 1 t. og 20 min.
Arbejdstid: 5-10 min.
Couverter: ca. 20 stk
Holdbarhed: Op til 5 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 1 dl hørfrø
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl havregryn
- 3 1/2 dl mel
- 1 tsk salt (+ flagesalt på toppen)
- 1 tsk bagepulver
- 1 1/4 dl olie
- 3 dl vand

Begynd med at forvarme din ovn til 165 grader varmluft. 

Find en skål frem. Kom alle dine tørre ingredienser i skålen, og bland dem godt sammen. Tilføj nu olie og vand, og rør til du opnår en ensartet masse. Har du lyst til at brødene skal være lidt julede? Tilføj 1 1/2 tsk kanel til dejen.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade. Her skal du smøre din knækbrødsmasse godt ud, så den er ligeligt fordelt over hele bagepapiret. 

Og nu til det vigtige! Du skal præge dine knækbrød inden de kommer i ovnen, så du let kan ‘knække’ dem ud i passende stykker. Bestem selv om de skal være tre- eller firkantede.

Når knækbrødsdejen er smurt ud og præget, sætter du den i ovnen i ca. 1 time, eller indtil dine knækbrød er gyldne og lækre. 

Lad dine knækbrød køle af på en bagerist og nyd dem ekstra meget, her i den kolde tid. Eventuelt med min lækre røgede laksesalat.

God fornøjelse!

Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.
Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.

Pssst… Dine knækbrød kan også bruges som julegave! Send dem evt. sådan her (reklame).

Hvert knækbrød indeholder ca. 182 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på instagram–jeg vil så gerne se med.

Brændt cheesecake m. råsyltede blommer, en vinterdrøm

Brændt cheesecake m. råsyltede blommer, en vinterdrøm

Indeholder affiliate links

Glædelig første søndag i advent!

Tænk at sådan en lækker dag begynder med det fineste frostvejr. Det er ved at være længe siden, Danmark. ❤

In other news! Jeg har glædet mig rigtig meget til at dele denne vidunderlige vinterdessert med jer. Den er cremet, frisk og supernem at lave–præcis sådan som vi kan lide det.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 t. og 20 min.
Arbejdstid: 20 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Begynder

Til cheesecake

- 300g flødeost
- 115g sukker
- 2 tsk vaniljeekstrakt
- 2 æg
- 1 1/2 dl fløde
- 20g kagemel
- 1 knivspids salt

Til råsyltede blommer

- 4 blommer
- 3 dl hvidvin
- 3 dl vand
- 3 dl sukker

Cheesecake

Begynd med at forvarme din ovn til 200 grader varmluft.

Du skal bruge en springform som er ca. 16-18cm i diameter. Tryk et helt stykke bagepapir ned i formen, og lad de ender der stikker op over kanten være. Din cheesecake kommer nemlig til at hæve vildt og voldsomt, og skulle nødig dryppe ud over kanten. Nu kan vi komme igang med det sjove!

Hæld flødeost i en røremaskine og rør det godt og blødt. Tilføj sukker og rør videre indtil blandingen får en vådt udseende konsistens. Tilføj vanilje (jeg bruger denne) og æggene, ét ad gangen.

Rør herefter fløde i, og afslut med at vende mel og salt i cheesecake massen.

Hæld din cheesecake masse i formen og sæt den ind i ovnen. Din cheesecake skal bage i ca. 50-60 minutter. Hvis du er nervøs for om din cheesecake bliver for mørk, så brug billedet nedenunder som en hjælpende hånd.

Det skal tages meget bogstaveligt, at kagen er en brændt cheesecake. Det er der den lækre, karamelliserede smag kommer fra.

Brændt cheesecake med den karamelliserede top. Mums!
Brændt cheesecake med den karamelliserede top. Mums!

Når kagen ser lækker og mørk ud på toppen, tages den ud af ovnen. Den skal nu køle i en time på køkkenbordet. Lad den evt. køle i yderligere en time på køl (eller natten over), hvis du vil have de lækreste associationer til vaniljeis.

Imens kagen køler, kan du lave dine syltede blommer.

Råsyltede blommer

Find en gryde som kan holde 1 liter, og sæt den på komfuret. Du skal bruge medium-høj varme. Hæld vand, sukker og hvidvin–evt. denne Riesling (reklame)–i gryden og bring det langsomt i kog.

Når alt sukkeret er opløst, tager du gryden af varmen og lader den køle helt ned. Det kan du evt. gøre i køleskabet–men husk at sætte en bordskåner under gryden, så du ikke knækker køleskabshylderne!

Imens sukkerlagen køler, kan du skære dine blommer ud i fine tynde skiver, og gøre dem klar til syltning, i et passende glas.

Når sukkerlagen er kold, hældes den over de fintsnittede blommer. Blommerne skal trække i lagen i min. 1 time, men gerne natten over.

Pynt din cheesecake med en generøs mængde råsyltede blommer, og nyd kagen dejligt kold.

Et lækkert stykke brændt cheesecake--kun til dig.
Et lækkert stykke brændt cheesecake–kun til dig.

Hvis du deler kagen i 4, indeholder hvert stykke ca. 520 kcal. Hvis du deler den i 6 stykker, indeholder hvert stykke ca. 350 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Butterdejssnegle m. varmrøget laks, flødeost og friske krydderurter

Butterdejssnegle m. varmrøget laks, flødeost og friske krydderurter

Varmrøget laks, cremet flødeost, friske krydderurter—og så i sprød butterdej. Mums! Ingen smalle steder. Kun på budgettet—for disse lækre lakse snegle kan laves for bare 50kr, hvis du undgår de dyre mærkevarer.

Tag dem med til fest, sæt dem på tapas-bordet—eller medbring dem til den intime julefrokost, som vi kan forvente i år. ❤ 

Pssst… du kan også bare lave dem, fordi de er møglækre, og du er sulten. 😉

Tid i alt: 35 min.
Arbejdstid: 10 min.
Couverter: 10 stk
Holdbarhed: 1-2 dage på køl
Niveau: Begynder

Du skal bruge:

-	1 rulle butterdej
-	50g flødeost
-	100-125g varmrøget laks
-	1 lille håndfuld hakket persille eller babyspinat
-	½ bundt grofthakket dild

Sådan gør du

Forvarm din ovn på 200 grader varmluft.

Rul din butterdej ud og smør den med din fuldfede flødeost. 

’Pull’ din varmrøgede laks, så den er opdelt i lidt trevlede stykker på ca. 1 cm hver. Fordel stykkerne jævnt på din smurte butterdej. 

Hak dine krydderurter efter forgodtbefindende og drys dem ud over butterdejen.

Rul nu din butterdej—med fyld—som du ville rulle kanelsnegle. Nemlig, stramt!

Skær skiver á 2 cm af din lakserulle, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ca. 25-30 minutter, eller indtil butterdejen er puffet godt op og har fået en mørk, gylden farve.

Spis dem gerne lune—så smager de bedst. 

Butterdejssnegle m. varmrøget laks, cream cheese og dild
Butterdejssnegle m. varmrøget laks, cream cheese og dild

Hver snegl indeholder ca. 155 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine–jeg vil så gerne se med.

Apple pie cupcakes m. cream cheese frosting

Apple pie cupcakes m. cream cheese frosting

Det amerikanske valg er på alles læber i disse dage–og det synes jeg, at vi skal tage helt bogstaveligt!

Hvad er mere amerikansk end apple pie? En æbletærte er både lækker, syrlig og sød–og det har jeg altsammen kogt ned til en lille hapser af en cupcake. Fyldt med de varmeste efterårskrydderier, som er så dejlige at lune sig på.

God fornøjelse.

Tid i alt: 1 time
Arbejdstid: 15-20 min.
Couverter: 15 stk
Holdbarhed: 3 dage på køl
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge:

Til cupcakes

- 165g hvedemel
- 210g sukker
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 1 spsk vaniljesukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk stødt kanel
- 1/4 tsk stødt nelliker
- 1/4 tsk stødt allehånde
- 1 1/4 dl mælk
- 1/2 dl rapsolie
- 1 1/4 dl vand
- 1 æg (str M/L)

Til fyld

- 2 gråstenæbler
- 1 1/2 spsk vaniljesukker
- 3 spsk karamelsauce
- 1 nip salt

Til frosting

- 140g smør
- 100g cream cheese
- 100g flormelis
- 1 lime (skallen heraf)

Cupcakes

Forvarm din ovn til 175 grader varmluft.

Hæld alle de tørre ingredienser i én skål. Rør dem godt sammen, så de er helt blandede. I en anden skål hælder du nu alle de våde ingredienser i. Pisk dem hurtigt sammen, så æggene er brudt og blandet med mælk, olie og vand.

Hæld nu de våde ingredienser over i de tørre, imens du pisker med et piskeris. Pisk dejen helt glat.

Fyld nu dine 15 cupcakeforme 3/4 dele af vejen op og bag dem i 15-20 minutter, alt efter ovnstyrke. Brug en tandstik (eller lignende) til at stikke i dine cupcakes. Er dejen stadig våd? Giv dem et par minutter endnu. Er tandstikken ren? Tag dine cupcakes ud og lad dem køle ned imens du fortsætter med resten af opskriften.

Fyld

Skræl og skær dine æbler i fine tern. Ca. 0,8×0,8mm. Hæld dem i en gryde og tilføj vaniljesukker samt karamelsauce. Lad det simre indtil æblerne har afgivet væske og væsken er fordampet igen. Det tager ca. 25-30 minutter ved middelvarme.

Lad dit fyld køle ned.

Frosting

Pisk smør og cream cheese helt glat. Tilføj flormelis og skal af 1 lime og pisk din frosting glat og fin.

Saml dine cupcakes

Når cupcakes, fyld og frosting har samme temperatur, kan du begynde at samle dine apple pie cupcakes.

Skær et hul i midten af alle dine cupcakes. Lad kun hullet gå halvvejs igennem kagen, da de ellers bliver meget skrøbelige. Du kan med fordel bruge en kernehusudstikker til at lave dine huller.

Fyld nu hullerne i dine cupcakes med dit æblekagefyld. Brug en teske eller en sprøjtepose for at gøre det nemmere for dig selv.

Til sidst pynter du dine cupcakes med din cream cheese frosting–og serverer dine cupcakes!

Psssst… du kan pynte dem med et lille drys kanel, hvis du ønsker en ekstra efterårsagtig effekt.

Velbekomme!

Et kig på det karameliserede fyld 
indeni de lækre apple pie cupcakes.
Et kig på det karameliserede fyld
indeni de lækre apple pie cupcakes.

Hver cupcake indeholder ca. 262 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

De lækreste BLØDE gulerodsboller m. fuldkorn

De lækreste BLØDE gulerodsboller m. fuldkorn
Indeholder affiliate links

I kender det. Søgen efter perfekte, bløde boller. I har fundet dem–men de er fyldt med smør, mælk og æg, så I “må” kun spise en. Sådan har jeg det i hvert fald…

Men ikke mere! Jeg har lavet de her boller så mange gange–og de bliver ved med at være lækre, bløde, og saftige. Også efter et par dage på køkkenbordet! Og så er de fyldt med gulerødder og fuldkorn.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 time 5 min.
Arbejdstid: 25 min.
Couverter: 15 stk
Holdbarhed: 3 dage (kan også fryses)
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge:

- 3 dl varmt vand
- 2 store gulerødder (eller 5 små)
- 50g gær
- 2 spsk sukker
- 4,5 dl grahamsmel
- 5,5 dl hvedemel
- 1 dl rapsolie
- 1 toppet tsk salt

Vask dine gulerødder og skær top og bund af dem. Skær dem i skiver på ca. 2 cm og hæld dem i en foodprocessor eller kraftig minihakker. Hak dem til fine, små stykker og hæld dem i en røreskål.

Hæld 3 dl varmt vand ned til dine gulerødder og opløs gæren heri. Tilføj 2 spsk sukker. Rør godt sammen.

Tilføj nu grahamsmel og rør indtil du ikke kan se tørt mel længere. Tilføj hvedemel og bland det godt ned i dejen. Virker den meget tør? Godt, det skal den også. Gulerødderne afgiver nemlig væske løbende, og dejen bliver gradvist vådere.

Til sidst tilføjer du olie og salt, og så skal dejen æltes! Bruger du en røremaskine, så sæt den på medium hastighed og lad den køre i 8-15 minutter, indtil dejen slipper siderne. Bruger du hænderne? Så ælt løs, så kraftigt som du kan.

Slipper dejen ikke skålen (eller bordet) efter 15 min.? Tilføj 1 eller 2 spsk ekstra mel og rør videre indtil den slipper.

Sæt dejen til hævning i ca. 20-30 minutter, et lunt sted.

Fugt dine hænder med vand og form 15 boller, som du sætter på en bageplade med det samme. Husk bagepapir! Lad bollerne efterhæve i ca. 20 minutter.

Forvarm din ovn til 220 grader varmluft. Bag dine boller i ca. 12-15 minutter.

Lad bollerne køle i 5-10 minutter, og spis dem straks herefter, med det pålæg, du bedst kan lide. ❤

Lækre, bløde gulerodsboller med grahamsmel.
Lækre, bløde gulerodsboller med grahamsmel.

Hver bolle indeholder ca. 263 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instragram–jeg vil så gerne se med.

Fem lækre Halloween-opskrifter, som ungerne kan være med på

Fem lækre Halloween-opskrifter, som ungerne kan være med på

Der er mange gode bud på lækre halloween-godter derude. Men det her er mine! Jeg udgav en masse opskrifter ovre hos Detvier, inden jeg selv begyndte at blogge–mange af dem med halloween tema! Skynd jer at se med. Der er kun en uge til spøgelserne kommer.

Farverige cookie monstre med chokoladeøjne.
Farverige cookie monstre med chokoladeøjne.

Farverige Cookie Monstre

Varm chokolade, forklædt som spøgelse.
Varm chokolade, forklædt som spøgelse.

Det spøger i den varme chokolade

Hvordan ser en nedstyrtet heks ud?
Hvordan ser en nedstyrtet heks ud?

Nedstyrtede hekse-muffins

Unicorn! Eller popcorn med skumfidus-overtræk.
Unicorn! Eller popcorn med skumfidus-overtræk.

Unicorn

Blodsumpen! Hvis du har brug for et måltid 
ovenpå alt det sukker.
Blodsumpen! Hvis du har brug for et måltid
ovenpå alt det sukker.

Blodsumpen

Glutenfri “Daim” dessert-lagkage m. ristede mandler og chokoladeglace

Glutenfri “Daim” dessert-lagkage m. ristede mandler og chokoladeglace
Indeholder affiliate links

I kender Daim-tærten. Lækre, sprøde mandelbunde, vaniljesmørcreme og mælkechokoladeovertræk! Ikke dårligt–men som mange andre, vil jeg altid have mere end bare det ene lille, tynde stykke.

Så nu har jeg altså lavet min egen syndige, glutenfri daim dessert-lagkage. Med ristede mandler og smørsaltet chokoladeglasering.

Det er helt skørt. Og vildt lækkert.

Velbekomme.

Tid i alt: 45 minjutter (plus nedkøling)
Arbejdstid: 30 minutter
Couverter: 10
Holdbarhed: 2 dage i køleskab
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

Mandelbunde
- 4 æggehvider
- 200g sukker
- 200g mandler

Kagecreme

- 2 dl skummetmælk
- 1 dl fløde 38%
- 70g sukker
- 4 æggeblommer
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 spæk maizena

Kagesmørcreme
- 2/3 portion Kagecreme
- 100g smør

Chokoladeovertræk
- 100g mælkechokolade
- 50g smør

Mandelbunde

Forvarm din ovn på 200 grader, varmluft.

Spred dine mandler ud på en bageplade og bag dem i ca. 5 minutter. Eller indtil de dufter skønt. Pas på, de ikke når at brænde! Når nødderne er bagt, skal de køle ganske kort, før de køres igennem en blender eller minihakker, til meget groft mandelmel.

Skru ovnen ned på 180 grader. Stadig varmluft.

Pisk dine æggehvider i en helt ren skål, indtil de skummer godt. Hæld nu sukkeret i, lidt efter lidt, og pisk til din marengs er både stiv og sej. Vend din grove mandelmel i marengsen.

Udvælg en bagering eller springform–som er ca. 16cm i diameter–at stile efter. Smør nu 5 cirkler nøddemarengs ud på en (eller to) bageplader. Cirklerne skal være 1cm i tykkelsen, og skal passe ned i din udvalgte form.

Bag dine nøddemarengsbunde i ca. 20 minutter. Hold øje med, at de ikke bliver for mørke.

Kagecreme

Imens bundene bager, begynder vi på kagecremen.

Hæld mælk og fløde i en gryde og opvarm det langsomt. Imens pisker du æg, sukker og vanilje luftigt og hvidt, i en seperat skål. Når mælken/fløden koger, skynder du dig at vende maizena ud i din æggemasse. Pisk nu massen kraftigt, imens du langsomt hælder den kogende fløde/mælk, i blandingen. Når det er inkorporeret, skal det hele tilbage i gryden og piskes kraftigt, imens det varmer op. Det tager ca. 2 minutter–og kagecremen bliver god og tyk!

Igen, pas på, det ikke brænder på. Så skal du nemlig begynde forfra.

Hæld kagecremen op i en ny beholder og sæt den på køl. Lad ligeledes dine mandelbunde køle helt ned, før du går videre.

Et stykke glutenfri daimlagkage, på smukt fad.
Den glutenfri daimlagkage, i al sin skinnende skønhed.
Perfekt til festlige lejligheder.

Kagesmørcreme

Pisk 100g smør blødt, og pisk herefter 2/3 af den portion kagecreme, du har kogt og kølet helt ned, ud i smørret. Pisk godt og længe, så den bliver lys, luftig og cremet.

Læg kagen sammen

Fór din form med enten kageplast eller bagepapir. Læg en mandelbund nederst i formen og dæk med et lag smørcreme på ca. 1cm. Drys med hakket Daim-chokolade. Fortsæt sådan med de tre næste bunde. Den sidste bund placeres på toppen, uden smørcreme eller Daim. Hele kagen dækkes med lidt film og skal sættes på køl i min. 2 timer. Gerne natten over.

Chokoladeovertræk

Kagens finish består af den lækre, glinsende chokoladeglace. Den skal helst hældes på, lige før servering. Smelt chokolade (evt. denne) og smør ved lav varme og rør det skinnende blankt. Lad det køle ganske kort, og hæld det derefter udover din kølige daim-lagkage. Server straks–og nyd den endelig.

Hvert stykke Daim lagkage indeholder ca. 477 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Pumpkin Pasties fra Harry Potter (små græskartærter)

Pumpkin Pasties fra Harry Potter (små græskartærter)

Med efteråret skudt igang, deler jeg lige min opskrift på pumpkin pasties fra Harry Potter-universet 🎃

Lækre indbagte pumpkin pies. De er nemme og hyggelige at lave på en grå efterårsdag 🍁

Det skal du bruge

Til tærtedejen

· 175g hvedemel 
· ½ tsk groft salt 
· 100g koldt smør 
· 1 ½ spsk vand
.
.
Til fyldet
.
· 1 portion græskarpuré (af 1 hokkaidogræskar, eller 1 dåse puré) 
· 2 æg 
· 2 tsk sukker 
· 1 dåse kondenseret mælk
· 2 spsk smeltet smør 
· 2 tsk kanel 
· 1 tsk allehånde 
· 1 tsk salt

Tærtedej

Smuldr smør og mel og salt sammen, indtil det får samme konsistens som fugtigt sand. Saml dejen med en smule vand og lad den hvile på køl i ½ time. Gerne længere.

Fyld

Forvarm ovnen til 220 grader varmluft.

Bland alle ingredienser sammen, til de danner en lind masse. Beklæd en bageform med bagepapir og hæld fyldet heri. Bag i 15-20 minutter, indtil fyldet har sat sig. Afkøl.

Nu er det tid til at samle dine pumpkin pasties, så du har den perfekte snack til et Harry Potter-maraton.

Rul din tærtedej ud til ca. 5 mm tykkelse. Udstik cirkler med en diameter på ca. 7 cm. Læg en skefuld fyld i hver cirkel og fold den på midten. Tryk med en gaffel rundt i den halvmåneformede kant og stik et par lufthuller i toppen.

Pensl med et sammenpisket æg og bag i forvarmet ovn, i 20-25 minutter ved 200 grader.

Server lune, evt. med en klat flødeskum eller god vaniljeis.

To kopper cappuccino med lækker skummet mælk på toppen.
Nyd med rigelig varm kakao, kaffe eller te. God fornøjelse!

Hver pastie indeholder ca. 270 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Thanksgiving-inspireret granolabar m. tranebær og hvid chokolade

Thanksgiving-inspireret granolabar m. tranebær og hvid chokolade

Er jeg den eneste, der altid har ønsket mig et rigtigt Thanksgiving feast? Den store kalkun, stuffing–tranebærsauce!? Det må jeg prøve, og helst meget snart! Indtil videre hygger jeg mig bare med tranebærrene, i mine vildt lækre Thanksgiving granola bars. Skal I være med?

Tid i alt: 25 minutter (plus nedkøling)
Arbejdstid: 5 minutter
Couverter: 20
Holdbarhed: 5 dage (kan også nedfryses)
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 100g smør
- 60g blandede frø og kerner
(jeg brugte græskarkerner, sesamfrø, hirsefrø)
- 60g tørrede tranebær
- 4 1/2 dl finvalsede havregryn
- 2 spsk hvedemel
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 1 1/2 spsk vaniljesukker
- 2 1/2 spsk sirup
- 1 dl sukker

Forvarm din ovn til 175 grader, varmluft.

Hæld nu alle dine ingredienser i en foodprocesser eller røremaskine. Hvis smørret kommer lige fra køleskabet, skal det skæres ud i mindre stykker–ellers bliver det svært for maskinen at følge med.

Rør på mellem hastighed (‘pulse’, hvis du bruger en foodprocesser), indtil massen begynder at klumpe lidt sammen. Det skal ikke blive helt sammenhængende.

Beklæd en bageform på 20×20 med bagepapir og hæld din müsli/granola masse heri.

Tryk massen godt ned i formen, indtil den er fast og glat.

Bag I 15-20 minutter, eller indtil din ‘granola-kage’ er gylden og lækker at se på. Tag den ud af ovnen og lad den køle af i bageformen, i ca. 20 minutter. Tag den herefter ud og nedkøl i yderligere 20 minutter, på en bagerist. Skær nu din kæmpe granolabar ud i 20 små granolabarer.

Pensl evt. dine granolabarer med 100g smeltet, hvid chokolade. Du kan herefter drysse dem med hakkede, tørrede tranebær, eller anden syrlig topping. Eller nyd dem som de er–med det samme, eller som en lækker snack i madpakken!

Tak til dig, efterår, fordi du gav mig bageglæden tilbage. ❤

Granola er det amerikanske alternativ til müsli
–havregryn, nødder, kerner og tørret frugt.
Her i en lækker og praktisk bar.

Hver granolabar indeholder 108 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Tre børnevenlige vitaminbomber (smoothie tid!)

Tre børnevenlige vitaminbomber (smoothie tid!)

Vi er blevet lovet hedebølge! Derfor syntes jeg, at det var på tide at dele opskrifterne på tre af de smoothies, jeg laver allermest. De bliver drukket af børn som voksne, og kan laves både vegetarisk og vegansk. Slå jer løs!

Tid i alt: 5 minutter
Arbejdstid: 4 minutter
Couverter: 1-2
Holdbarhed: 1-2 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge:

Tropisk gul

- 1 banan, i stykker
- 100g frossen mango, i stykker
- 100g ananas, i stykker
- 200g vaniljeyoghurt (0,1% fedt)
- 150g havremælk
(eller skummetmælk)

Frisk og grøn

- 1 banan, i stykker
- 50g frossen mango, i stykker
- 50g frossen ananas, i stykker
- 15g babyspinat
- 3 til 5 friske mynteblade
- 200g vaniljeyoghurt (0,1% fedt)
- 150g havremælk (eller skummetmælk)

Sød og rød

- 1 banan, i stykker
- 200g blandede frosne bær
- 200g vaniljeyoghurt (0,1% fedt)
- 150g havremælk
(eller skummetmælk)

Tropisk gul

Tropisk gul er den første smoothie–og også den med den blødeste smag. Hvor ananas giver ekstra syre, og lidt prikken på tungen, bløder mango denne smoothie op, og runder den lækkert af.

Alle ingredienser hældes i en god blender (eller smoothie-maker), og blendes på fuldt tryk i 30-60 sekunder, indtil du har en lækker, kold smoothie–til de varme eftermiddage. Eller som en lynhurtig morgenmad, på farten.

Hele smoothien indeholder ca. 435 kcal

En halv smoothie indeholder ca. 218 kcal

To lækre, gule smoothier i solen.
Med sin afrundede smag, er den gule smoothie meget babyvenlig.

Frisk og grøn

Den grønne smoothie er den med flest elementer–og den friske smag af mynte, henleder tanken på mojitos i sommervarmen!

Du kan med fordel justere mængden af mynte. 5 blade kan være for stærkt for nogle–begynd med 3, hvis du er i tvivl.

Blend alle ingredienser sammen, i 30-60 sekunder.

Hele smoothien indeholder ca. 375 kcal

En halv smoothie indeholder ca. 188 kcal

En flot, grøn smoothie i et vindue.
Til de eventyrlystne, er der en lækker mojito smoothie!

Rød og sød

Rød og sød er en sikker vinder hos børnene. Brug mange jordbær, hvis I er til de rigtig søde smoothies–eller en blanding af hindbær og blåbær, hvis I er til en lidt syrligere version.

Blend alle ingredienser sammen i ca. 30-60 sekunder, og drik med det samme.

Hele smoothien indeholder ca. 405 kcal

En halv smoothie indeholder ca. 203 kcal

Pink smoothie with a view.
Den røde smoothie går man aldrig galt i byen med. Heller ikke denne gang.

Kunne du lide opskrifterne? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med!