Amerikansk banana bread — banan skærekage

Amerikansk banana bread — banan skærekage
Indeholder affiliate links

Det amerikanske banana bread er faktisk en lidt sjov størrelse. For det er jo slet ikke et rigtigt brød, men en kage som er bagt i en rugbrødsform og skåret i skiver. Lidt ligesom brød i skiver.

Det lettere misvisende navn til trods, så er det faktisk en rigtig lækker banankage–og den er perfekt til kaffen. Desuden, så kan den laves dagen før, og stå på køkkenbordet natten over, uden problemer. ❤

Velbekomme.

Tid i alt: 1 time og 20 min.
Arbejdstid: 20 min.
Couverter: 10
Holdbarhed: 2 dage, på køkkenbordet
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 125g smør
- 150g brun farin
- 2 (små) modne bananer
- 3 tsk vaniljesukker
- 2 S/M æg
- 250g kagemel 
(alternativt kan alm. hvedemel bruges)
- 1/2 tsk natron
- 1 tsk stødt kanel
- 1 tsk salt
- 1 dl kærnemælk

Forvarm din ovn til 180 grader varmluft.

Mål smør, farin og vaniljesukker op og pisk det godt sammen. Pisk 1 æg i ad gangen, indtil du får en luftig og homogen masse. Skrab siderne af skålen, hvis noget sætter sig fast.

Bræk dine (over)modne bananer ud i mindre stykker og pisk dem ud i den våde masse.

I en anden skål, skal du samle dine tørre ingredienser. Mel, natron, kanel og salt. Bland godt og hæld halvdelen i din våde masse. Vend det helt sammen. Hæld nu 1 dl kærnemælk i den våde masse og rør indtil det er helt inkorporeret. Vend herefter den anden halvdel af melblandingen i din dej, og rør den sammen en sidste gang.

Fór en rugbrødsform med bagepapir og hæld din dej i formen. Glat toppen lidt med en dejskraber.

Bag i ovnen, i ca. 45-60 minutter–alt efter ovntype. Tjek din kage ved at trykke let på toppen. “Springer” den tilbage? Så er den færdig. Efterlader din finger en hulning? Så er den ikke klar endnu. Alternativt kan du stikke en tandstik i kagen–der må kun være meget få krummer på tandstikken, når den trækkes ud igen.

Nyd dit banana bread lunt og friskbagt–eller dagen efter. Du kan evt. lægge en skive i brødristeren og komme en klat smør på. Det er også guf!

Velbekomme.

Amerikansk banana bread, klar til at spise.
Amerikansk banana bread, klar til at spise.

Hvert stykke indeholder ca. 273 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg elsker at se hvad I laver. ❤

Pssst… jeg får det gode lys til mine billeder delvist fra Selfietime.dks produkter. ❤

Indisk pakora med garam masala og gurkemeje–bliv dine grøntsagsrester kvit

Indisk pakora med garam masala og gurkemeje–bliv dine grøntsagsrester kvit
Indeholder affiliate links

Har du også mange grøntsager, der ligger og flyder i køleskabet?

Pakora er en ret der oftest spises i Indien og Pakistan–og den er perfekt til at udrydde dine grøntsagsrester. Du klargør dine grøntsager, vender dem i en dej af kikærtemel, krydderier og vand–og smider det hele i ønskebrønden, a.k.a. frituregryden.

Pssst… opskriften er vegansk, gluten- og laktosefri.

What’s not to like? ❤

Tid i alt: ca. 1 time
Arbejdstid: ca. 45 min.
Couverter: 6
Holdbarhed: Skal spises samme dag
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

- ca. 650g grønne bønner fra frost
- ca. 100-150g gulerødder
- 3 dl kikærtemel
- 2 dl vand
- 2 tsk salt
- 1 tsk garam masala
- 1 tsk stødt gurkemeje
- ca. 1 l rapsolie til stegning

Tips, inden du begynder

  • Hvis du bruger frituregryde, skal den fyldes med olie–så olien er i mellem minimum og maximum mærket. Sæt den på 180 grader.
  • Hvis du bruger en gryde, så vælg en høj gryde, så olien ikke bruser op og brænder dig. Opvarm olien til 180 grader.
  • Husk desuden at tø dine bønner op, i køleskab, natten over. På den måde er de klar til brug, når du skal igang. Hæld dem i en sigte, så vandet drypper fra.

Sådan gør du

I en stor skål blander du kikærtemel, salt, gurkemeje og garam masala med vand. Rør sammen til du har en sej paste.

Skræl og skær dine gulerødder i tynde skriver (ca. 2 mm). Brug evt. et mandolinjern. Du kan også rive dine gulerødder, hvis du ikke har et mandolinjern i hjemmet.

Hæld optøede og afdryppede bønner, samt dine skårne gulerødder ned i din kikærte paste. Rør det godt sammen, indtil alle grøntsager er dækket af pasten.

Brug en spiseske til at samle små ‘klatter’ grøntsager og sænk dem langsomt ned i din opvarmede olie. Husk at tage skeen med op igen, da du skal bruge den til hele portionen.

Olien vil bruse meget til at begynde med, men som bruset forsvinder, vil dine små pakora blive gyldne og sprøde at se på. Hver pakora skal stege i 1-2 minutter.

Læg dine pakora på fedtsugende papir (eller køkkenrulle) og fortsæt indtil du er helt færdig. Sørg for ikke at stege mere end 3 pakora på samme tid, da olien ellers mister for meget varme, og du ender med rå pakora. Så smager de altså ikke lige så godt.

Server dine sprøde pakora med sziracha mayo–eller brug dem som ‘bøffer’ til ris og gul karrysauce.

Sprøde og friske pakora--klar til en omgang chilimayo!
Sprøde og friske pakora–klar til en omgang chilimayo!

Hver portion pakora indeholder ca. 429 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg bliver så glad når jeg må se med.

Pandebrød på 15 minutter–og med kun 4 ingredienser

Pandebrød på 15 minutter–og med kun 4 ingredienser
Indeholder affiliate links

I takt med at jeg er blevet ældre, og har to børn at sørge for, så har jeg erfaret at såkaldte midweek meals (mad midt på ugen) skal gå stærkt!

Det må gerne være lækkert, og også gerne lidt fancy–men det skal altså ikke tage meget mere end 20 minutter over kødgryderne.

Og det er her pandebrød kommer ind i billedet–de er nemlig lækre, hjemmebagte og kan fyldes med hvad som helst. Og så tager de kun 15 minutter at lave, fra start til slut.

Velbekomme!

Tid i alt: 15 min.
Arbejdstid: 15 min.
Couverter: 8
Holdbarhed: 2 dage (lufttæt opbevaring)
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 3 dl vand
- 3 spsk olie
- 200g grahamsmel
- 300g hvedemel
- 1 tsk salt

Sæt en pande (evt. denne) på komfuret ved høj varme. Kom ikke olie på panden.

I en røreskål (evt. en røremaskine som denne) blander du vand, olie og salt. Herefter hælder du de to meltyper (hvedemel og grahamsmel) i og ælter det sammen til en fast dej. Det tager ca. 1 minut, i en røremaskine.

Del din dej ud i otte lige store dele, og udrul dem løbende på et meldrysset bord. De skal være ca. 3mm i tykkelsen.

Dine pandebrød skal bages på en tør pande, så ingen olie. Læg det første brød på panden, og rul det næste ud imens det bager. Brødet skal have ca. 30 sekunder, til 1 minut, på hver side. Eller indtil der ikke er flere ‘fedtede’ pletter tilbage på brødet. Og der til gengæld er masser af lækre, grillede pletter. Nam!

Læg dine brød i en bunke, ligesom når du bager pandekager. Så holder de sig lune, imens du finder toppings frem!

Velbekomme.

Hvert pandebrød indeholder ca. 253 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Confiterede hvidløg m. rosmarin i ovnen – smid aldrig hvidløg ud igen

Confiterede hvidløg m. rosmarin i ovnen – smid aldrig hvidløg ud igen
Indeholder affiliate links

Har I også altid en knold eller to tilbage, som I ikke får brugt, når I køber en hvidløgsranke? Dem som til sidst er til skraldespanden, fordi de tørrer helt ind, eller spirer for sindssygt?

I stedet for at smide dem ud, så confiter dem–altså tilbered dem i olie–og brug dem i mange forskellige madretter. Simreretter, bruschetta, i salaten, i hjemmerørte dressinger… Ja, det er faktisk kun fantasien der sætter grænser for hvor brugbart det her lille fif er.

Velbekomme.

Tid i alt: 2 t. 15 min.
Arbejdstid: 15 min.
Couverter: ca. 10
Holdbarhed: 2 uger på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 2 eller 3 hele hoveder hvidløg
- 1 tsk flagesalt
- 2 stængler frisk rosmarin
- olie (se mængde i opskrift)

Forvarm din ovn til 120 grader varmluft.

Pil dine hvidløg og skær bunden af dem. Læg dem i et lille glasfad, eller lignende. En ramekin fungerer også ganske glimrende.

Tilføj salt og to skyllede stængler frisk rosmarin (jeg kan også anbefale timian, hvis du ikke er til rosmarin). Hæld nu olie ud over både hvidløg, salt og krydderurter, indtil alting er er dækket helt. Dine fed hvidløg skal svømme i olie.

Sæt dit fad i ovnen i ca. 1,5 timer. Skru herefter varmen ned på 100 grader og giv dine confiterede hvidløg yderligere 30 minutter i ovnen.

Hæld hele herligheden på et skoldet patentglas, eller lignende, og opbevar på køl.

Du er nu klar til at lave hundredevis af lækre nye ting, i dit køkken. Der kommer løbende opskrifter med inspiration til lige netop hvad du kan bruge dine confiterede hvidløg til.

Velbekomme.

Glasfad med hvidløg, klar til ovnen!
Glasfad med hvidløg, klar til ovnen!

Hver portion indeholder ca. 90 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Deep-fried parmesan kylling

Deep-fried parmesan kylling
Indeholder affiliate links

Lækre, sprøde stykker kyllingebryst med det mest bløde, saftige indre… Lyder det ikke godt? Så skal du prøve denne opskrift.

Parmesan kylling lærte jeg at lave af en italiensk nonna for godt og vel 10 år siden–og opskriften har været fast inventar i hjemmet, lige siden. Brug dine lækre kyllingestykker i en sprød salat, som fyld i en lækker burger–eller server den til pasta og en lækker tomatsauce.

Det er rene lækkerier. Velbekomme.

Tid i alt: 45-60 min.
Arbejdstid: 45 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge

- 400-450g kyllingebryst
- Hvedemel til panering
- Sammenpisket æg til panering 
- 2 1/2 daggamle grovboller
/skiver tørt sandwichbrød
- 200g frisk parmesan
- 1 bundt persille

Hvad enten du har daggamle grovboller eller et par skiver tørt sandwichbrød liggende, skal du begynde med at gnide dem til grove brødkrummer. Hæld dem i et dybt fad. Riv parmesan ned i fadet og vend begge dele med hakket persille. Stil til side.

Pisk 2-3 æg sammen i en dyb tallerken og sæt til side. Fyld ligeledes en desserttallerken med almindelig hvedemel og sæt den til side.

Sæt en dyb pande–eller gryde–med ca. 1cm olie i bunden på middel-høj varme. Olien skal opnå ca. 180 grader. Har du ikke et termometer? “Tab” et stykke panering ned i olien–bruser det godt op? Så er olien klar.

Imens den varmer, fortsætter du med opskriften.

Skær 4 kyllingebryster i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Vend dem først i mel, derefter æg, og til sidst din friske parmesanpanering.

Steg i 1cm dybt oliebad, på panden, indtil de er helt gyldne og faste i overfladen. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir–eller køkkenrulle.

Server til alverdens friske salater, i burgere med syltede rødløg, sandwiches eller en lækker pastaret med tomat eller pesto.

Velbekomme!

Lækre sprødstegte stykker kyllingebryst--perfekt tilbehør til næsten alting!
Lækre sprødstegte stykker kyllingebryst
–perfekt tilbehør til næsten alting!

Hver portion (til 4 stk) indeholder ca. 702 kcal

Hver portion (til 6 stk) indeholder ca. 468 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Krydrede kage donuts med hindbærsukker

Krydrede kage donuts med hindbærsukker
Indeholder affiliate links

Fastelavn er lige rundt om hjørnet, ja …

Men det er valentinsdag også! Og vi ved jo godt, at hvis vi skal vælge mellem at bage fastelavnsboller til ungerne–og noget hygge til os selv… så kommer børnene først.

Så her får I en vildt nem opskrift på glitrende kagedonuts! Nu er der ingen undskyldning, for ikke at lave lidt valentinshygge til sig selv. ❤

Tid i alt: 45 min.
Arbejdstid: 15 min.
Couverter: 15-18 stk
Holdbarhed: 2 dage
Niveau: Begynder

Donut dej

-	60g blødt smør
-	½ dl rapsolie
-	100g sukker
-	75g brun farin
-	1 spsk vaniljesukker
-	2 M/L æg
-	320g mel
-	1 ½ tsk bagepulver
-	¼ tsk natron
-	1 tsk stødt muskatnød
-	1 tsk salt
-	225 ml let- eller minimælk

Hindbærsukker

-	1 ½ dl sukker
-	5g frysetørret hindbær, eller andre frysetørrede bær

Forvarm din ovn til 250 grader varmluft.

Pisk smør, to typer sukker, vaniljesukker og olie sammen, indtil det opnår en cremet konsistens og lys farve. Det tager 2-5 minutter. Pisk nu æggene i. 

I en anden skål, blander du mel, bagepulver, natron, salt og muskatnød. Hæld 1/3 af melblandingen i din smørblanding og rør det sammen. Tilføj halvdelen af din mælk. Rør sammen. 1/3 melblanding—rør sammen. Og den sidste halvdel mælk—rør sammen.

Smør din donutform (jeg har brugt denne) og fyld hullerne, næsten helt op til kanten. Lad der være ½ cm til toppen! Du gør det nemmest ved at hælde din dej i en sprøjtepose, og simpelthen sprøjte dine donutringe direkte ned i formen.

Sæt dine donuts i ovnen i ca. 10 minutter, eller indtil de er gyldne og er hævet helt op over kanten. Lad dem køle i formen i ca. 5 minutter, før du vender dem ud på en bagerist.

Imens dine donuts bager, blender du dine frysetørrede bær til støv, og så vender du det sammen med sukkeret. 

Når dine donuts stadig er lune, kan du vende dem i det smukke bærsukker, så de bliver glitrende og lækkert syrlige. Du skal væbne dig med tålmodighed, da dine donuts skal vendes et par gange, for at dækkes af et jævnt lag hindbærsukker.

Hav en dejlig valentinsdag—og velbekomme.

En lækker, saftig kagedonut--kun til dig.
En lækker, saftig kagedonut–kun til dig.

Hver donut indeholder ca. 150 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram hvis du bager den–jeg vil så gerne se med.

Sprød tærte med broccoli, grønkål og feta

Sprød tærte med broccoli, grønkål og feta
Indeholder affiliate links

En fantastisk måde at få brugt sine grove grønsager på, er at bage dem ind i tærter. Denne her er med en af årstidens favoritter–nemlig grønkål. Det kan fås ganske nemt og billigt, der hvor du oftest handler grønt ind.

Par det med feta og måske lidt skinketern–og så har du den nemmeste frokostret, eller lette aftensmad.

Velbekomme.

Tid i alt: 45 min.
Arbejdstid: 10-15 min.
Couverter: 4
Holdbarhed: 3-4 dage på køl
Niveau: Begynder

Du skal bruge

- 1 portion tærtedej (se link nedenfor)
- 1/2 hoved broccoli
- 1 håndfuld hakket grønkål
- 150g feta i tern
- 6 æg
- 1 tsk salt
- 1/2 tsk peber
- evt. 200g skinketern 
(kan undlades, til vegetarisk version)

Forvarm din ovn til 200 grader varmluft.

Rul din tærtedej (klik linket for opskrift) ud, og pres den forsigtigt ned i en tærteform, der er ca. 28 cm i diameter. Jeg vil anbefale en som denne (reklame), på grund af den gode varmefordeling, fordi bunden er hel, så ægget ikke drypper ud–og fordi den kan gå i opvaskeren. Det er et kæmpe plus.

Skær tærtedejen til, så der er ca. 1 cm der stikker op over kanten af din tærteform. Blot så den ikke synker for meget i ovnen.

Prik lidt huller i bunden af din tærte og forbag den i 5-8 minutter. Tag tærteformen ud af ovnen og gør dit fyld klar. Sluk ikke ovnen.

Vask og skær/bræk dit halve broccolihoved ud i små buketter. Læg dem så de dækker hele din tærtebund, og drys derefter en håndfuld hakket grønkål henover. Tilføj feta og skinke, og sæt til side. Hvis du ønsker en vegetarisk–og mindst lige så god–version af tærten, kan du udelade skinketern.

Pisk 6 æg sammen med salt og peber. Hæld æggemassen over fyldet i tærtebunden, og sæt din tærte i ovnen.

Lad den bage i 30-35 minutter–eller indtil ægget har sat sig, og din tærtebund er sprød.

Velbekomme!

Den lækreste lune tærte, klar på frokostbordet.
Den lækreste lune tærte, klar på frokostbordet.

Hver portion indeholder ca. 511 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Lækre danske pandekager med kærnemælk og vanilje

Lækre danske pandekager med kærnemælk og vanilje
Indeholder affiliate links

Den 2. februar er også kaldet kyndelmisse (som betyder lysmesse) og Mariæ Bebudelsesdag, og er den kristne version af af det bønderne i gamle dage kaldte Kjørmes Knud. Kyndelmisse markerer, at vi er nået halvvejs igennem vinterhalvåret. For fortidens bønder, betød det, at de kunne gøre op hvor meget af vinterforrådet der var tilbage–og så kunne de feste for resten!

Kyndelmisse blev imidlertid sløjfet, da Struensee samlede mange af de små helligdage til én ‘store bededag.’

Det afholder os dog ikke for at fejre dagen med pandekager–som faktisk ikke er helt utænkeligt, at de også spiste dengang, i 1700-tallet.

Her er min opskrift, med kærnemælk og vanilje. Velbekomme. ❤

Tid i alt: ca. 1 time
Arbejdstid: ca. 1 time
Couverter: 3
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 3 M/L æg
- 4 spsk sukker
- 2 spsk vaniljesukker
- 2 dl hvedemel
- 3 1/2 dl kærnemælk
- smør til stegning

Forvarm en pande (reklame) på komfuret, ved middel-høj varme. Gør en pakke smør klar–eller hvad du ellers ønsker at stege dine pandekager i.

Bland sukkertyper (denne vanilje er fantastisk), æg og hvedemel, og rør det til en lind masse. Pisk herefter kærnemælken i, lidt af gangen, indtil du opnår en fin, cremet dej.

Kom fedtstof på din pande, og bag dine pandekager, én efter én. Det tager tid, men som alle gode ting, er det ventetiden værd.

Spis med det tilbehør, du ønsker. Herhjemme er sukker og syltetøj obligatorisk, men både ekstra smør, nutella og saltkaramelspread har haft deres gang på pandekagebordet.

Hav en dejlig lysfest–og nyd, at vi er halvvejs ude af kulden og mørket.

Velbekomme.

Lækre pandekager, i stak.
Lækre pandekager, i stak.

Hver portion á 3 pandekager indeholder ca. 360 kcal (plus smørret til stegning).

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Laktosefri og vegansk tærtedej–med groft mel

Laktosefri og vegansk tærtedej–med groft mel
Indeholder affiliate links

Hvad end du er veganer, laktoseintolerant–eller blot ikke har smør i huset–så er denne opskrift på en grov tærtebund helt perfekt. Den er nem og hurtig at lave.

Og så har du højst sandsynlig allerede tingene hjemme.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 t. og 5 min.
Arbejdstid: 10 min.
Couverter: 8-10
Holdbarhed: 5 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 2 dl grahamsmel
- 4 dl hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 dl rapsolie
- 1 1/2 dl iskoldt vand

Hæld alle de tørre ingredienser i en skål (evt. en røremaskine), og saml dem med rapsolie og isvand.

Hvis du ikke har grahamsmel i huset, kan fuldkornshvedemel også bruges. Du kan også vælge udelukkende at bruge hvedemel.

Så snart tærtedejen samler sig, kan du gøre én af to ting:

  1. Pak dejen lufttæt ind og lad den hvile på køl i min. 30 minutter (men gerne længere)
  2. Del dejen i to, og tryk hver portion ud i en tærteform. Lad dem herefter hvile på køl i ca. 15 minutter, før du bager dem

Valg 1

Vælger du at følge vejledning 1, kan du–efter 30 minutter–tage dejen ud fra køl, dele den i 2 og rulle dem ud, på køkkenbordet. Herfra kan du f.eks. smøre dem med en spread af eget valg, og drysse dem med fyld. Følg f.eks. denne opskrift.

Valg 2

Følger du vejledning 2, skal du forvarme din ovn til 200 grader varmluft.

Tag din tærteform ud fra køl, efter ca. 15 minutter. Prik lidt huller i bunden af din tærtebund og bag den i ca. 10 minutter. Tag herefter tærtebunden ud af ovnen, og fyld den med alt hvad hjertet begærer. Bag herefter indtil tærten er gylden og fast.

Velbekomme.

Her er dejen brugt til at lave en æblegalette, smurt med peanutbutter.
Her er dejen brugt til at lave en æblegalette,
smurt med peanutbutter.

Hver portion tærtedej indeholder ca. 263 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Svampet glutenfri brownie med kun 4 ingredienser

Svampet glutenfri brownie med kun 4 ingredienser
Indeholder affiliate links

Vidste du, at den nemmeste glutenfri brownie bare ligger og venter på dig, i dine skabe og skuffer? Den er så fudgy, så englene synger, så let som den syndigste chokolademousse–og med den lækreste krakelerede overflade.

Velbekomme.

Tid i alt: 40 min.
Arbejdstid: 10 min.
Couverter: 8
Holdbarhed: 4 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 200g sukker
- 4 æg
- 200g smør
- 200g mørk chokolade

- evt. 1 tsk flagesalt på toppen

Forvarm din ovn til 175 grader varmluft.

Smelt smør og chokolade (evt. denne), i mikroovn eller over vandbad og sæt til side.

Bland æg og sukker i røremaskine (jeg bruger selv denne) eller røreskål og pisk til du har en luftig og tyk æggesnaps. Det sker efter 5-10 minutter.

Hæld nu den afkølede smør/chokolade ned i æggemassen og vend den forsigtigt rundt, indtil din dej har en ensartet farve og konsistens.

Hæld din dej i en bageform beklædt med bagepapir. Formen skal være ca. 20x20cm. Det skal helst være en bageform i metal, som denne (reklame).

Sæt kagen i ovnen og lad den bage ca. 30 minutter, hvis din bageform er af metal. Ca. 40 minutter, hvis den er af glas eller porcelæn. Hvis kagen stadig virker rå, så lad den bage lidt længere–men tjek hvert 5. minut.

Du ved, at kagen er færdig når den har pustet sig helt op, har dannet sprød skorpe og en tandstik kommer ud ren–eller med meget få krummer på.

Lad kagen køle fuldstændig, i formen, og skær den herefter ud i ca. 16 kvadratiske stykker.

Velbekomme!

Svampet brownie--klar til at spise!
Svampet brownie–klar til at spise!

Hver portion (á 2 stykker brownie) indeholder ca. 453 kcal.

Hver portion (á 1 stykke brownie) indeholder ca. 226 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.