Nemme knækbrød til julefrokosten

Nemme knækbrød til julefrokosten

(Indeholder affiliate links)

Jeg elsker knækbrød–især dem med en masse frø i. De kan bruges til pålæg, snack–eller som et supplement til tapas-bordet! Det gælder selvfølgelig også den lille intime julefrokost, som vi stadig kan se frem til, i år.

Eller blot lidt til os selv, for hyggens skyld. ❤

Tid i alt: 1 t. og 20 min.
Arbejdstid: 5-10 min.
Couverter: ca. 20 stk
Holdbarhed: Op til 5 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 1 dl hørfrø
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl havregryn
- 3 1/2 dl mel
- 1 tsk salt (+ flagesalt på toppen)
- 1 tsk bagepulver
- 1 1/4 dl olie
- 3 dl vand

Begynd med at forvarme din ovn til 165 grader varmluft. 

Find en skål frem. Kom alle dine tørre ingredienser i skålen, og bland dem godt sammen. Tilføj nu olie og vand, og rør til du opnår en ensartet masse. Har du lyst til at brødene skal være lidt julede? Tilføj 1 1/2 tsk kanel til dejen.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade. Her skal du smøre din knækbrødsmasse godt ud, så den er ligeligt fordelt over hele bagepapiret. 

Og nu til det vigtige! Du skal præge dine knækbrød inden de kommer i ovnen, så du let kan ‘knække’ dem ud i passende stykker. Bestem selv om de skal være tre- eller firkantede.

Når knækbrødsdejen er smurt ud og præget, sætter du den i ovnen i ca. 1 time, eller indtil dine knækbrød er gyldne og lækre. 

Lad dine knækbrød køle af på en bagerist og nyd dem ekstra meget, her i den kolde tid. Eventuelt med min lækre røgede laksesalat.

God fornøjelse!

Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.
Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.

Pssst… Dine knækbrød kan også bruges som julegave! Send dem evt. sådan her (reklame).

Hvert knækbrød indeholder ca. 182 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på instagram–jeg vil så gerne se med.

Krydret julesnaps–den perfekte julegave

Krydret julesnaps–den perfekte julegave

Indeholder affiliate links

Vi er rigtig mange der arbejder hjemmefra–og derfor er der ekstra god tid, til hjemmelavede julegaver. Og her kommer en vinder!

En lækker krydret julesnaps (okay, den er måske lidt tættere på en likør!), med julens gode, runde smage. Super simpel–men husk! Den skal trække i 14 dage, for virkelig at smage igennem.

Velbekomme.

Tid i alt: 14 dage og 10 min.
Arbejdstid: 10 min.
Couverter: 2 flasker julesnaps
Holdbarhed: Min. 3 måneder
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 70 cl vodka
- 6 dl rørsukker
- 1 stor appelsin
- 6 kanelstænger
- 4 hele stjerneanis
- 10 hele nelliker

Skold to sylteglas, som kan indeholde 1 liter væske hver. Sørg for, at de kan lukke helt tæt.

I hvert glas hælder du: 3 dl rørsukker, 3 1/2 dl vodka (f.eks. denne, reklame), 1/2 appelsin i skiver, 3 kanelstænger, 2 hele stjerneanis og 5 hele nelliker.

Sæt låg på dine glas og vend bunden i vejret på dem–så du får rystet sukkeret godt ind i vodkaen. Sæt dine glas et mørkt sted, ved stuetemperatur.

Hver dag, de næste 14 dage, skal du vende bunden i vejret på dine glas og ryste dem lidt. Sukkeret opløses gradvist.

Når sukkeret til sidst er helt opløst i vodkaen, er din julesnaps færdig! Det skulle den gerne være på 14.-dagen.

Sigt din julelikør (den er jo sød nok!) og hæld den på 2 skoldede flasker. Forsegl og pynt med smukke manilla mærker eller en flot hjemmelavet mærkat.

Kun fantasien sætter grænser!

Glædelig jul.

Psssst… en julesnaps er superlækker til chokolader fra Økoladen. Denne her med ristede mandler, lemon og kokos fik jeg for første gang til Chokoladefestivallen på TAP1, i marts i år. Lige før corona lukkede hele landet ned! Det var HELT fantastisk. Altså ikke corona, men chokoladen. Og de skal på julebordet. Punktum. ❤

Indeholder ca. 70 kcal pr. 4 cl.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Brændt cheesecake m. råsyltede blommer, en vinterdrøm

Brændt cheesecake m. råsyltede blommer, en vinterdrøm

Indeholder affiliate links

Glædelig første søndag i advent!

Tænk at sådan en lækker dag begynder med det fineste frostvejr. Det er ved at være længe siden, Danmark. ❤

In other news! Jeg har glædet mig rigtig meget til at dele denne vidunderlige vinterdessert med jer. Den er cremet, frisk og supernem at lave–præcis sådan som vi kan lide det.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 t. og 20 min.
Arbejdstid: 20 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Begynder

Til cheesecake

- 300g flødeost
- 115g sukker
- 2 tsk vaniljeekstrakt
- 2 æg
- 1 1/2 dl fløde
- 20g kagemel
- 1 knivspids salt

Til råsyltede blommer

- 4 blommer
- 3 dl hvidvin
- 3 dl vand
- 3 dl sukker

Cheesecake

Begynd med at forvarme din ovn til 200 grader varmluft.

Du skal bruge en springform som er ca. 16-18cm i diameter. Tryk et helt stykke bagepapir ned i formen, og lad de ender der stikker op over kanten være. Din cheesecake kommer nemlig til at hæve vildt og voldsomt, og skulle nødig dryppe ud over kanten. Nu kan vi komme igang med det sjove!

Hæld flødeost i en røremaskine og rør det godt og blødt. Tilføj sukker og rør videre indtil blandingen får en vådt udseende konsistens. Tilføj vanilje (jeg bruger denne) og æggene, ét ad gangen.

Rør herefter fløde i, og afslut med at vende mel og salt i cheesecake massen.

Hæld din cheesecake masse i formen og sæt den ind i ovnen. Din cheesecake skal bage i ca. 50-60 minutter. Hvis du er nervøs for om din cheesecake bliver for mørk, så brug billedet nedenunder som en hjælpende hånd.

Det skal tages meget bogstaveligt, at kagen er en brændt cheesecake. Det er der den lækre, karamelliserede smag kommer fra.

Brændt cheesecake med den karamelliserede top. Mums!
Brændt cheesecake med den karamelliserede top. Mums!

Når kagen ser lækker og mørk ud på toppen, tages den ud af ovnen. Den skal nu køle i en time på køkkenbordet. Lad den evt. køle i yderligere en time på køl (eller natten over), hvis du vil have de lækreste associationer til vaniljeis.

Imens kagen køler, kan du lave dine syltede blommer.

Råsyltede blommer

Find en gryde som kan holde 1 liter, og sæt den på komfuret. Du skal bruge medium-høj varme. Hæld vand, sukker og hvidvin–evt. denne Riesling (reklame)–i gryden og bring det langsomt i kog.

Når alt sukkeret er opløst, tager du gryden af varmen og lader den køle helt ned. Det kan du evt. gøre i køleskabet–men husk at sætte en bordskåner under gryden, så du ikke knækker køleskabshylderne!

Imens sukkerlagen køler, kan du skære dine blommer ud i fine tynde skiver, og gøre dem klar til syltning, i et passende glas.

Når sukkerlagen er kold, hældes den over de fintsnittede blommer. Blommerne skal trække i lagen i min. 1 time, men gerne natten over.

Pynt din cheesecake med en generøs mængde råsyltede blommer, og nyd kagen dejligt kold.

Et lækkert stykke brændt cheesecake--kun til dig.
Et lækkert stykke brændt cheesecake–kun til dig.

Hvis du deler kagen i 4, indeholder hvert stykke ca. 520 kcal. Hvis du deler den i 6 stykker, indeholder hvert stykke ca. 350 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Apple pie cupcakes m. cream cheese frosting

Apple pie cupcakes m. cream cheese frosting

Det amerikanske valg er på alles læber i disse dage–og det synes jeg, at vi skal tage helt bogstaveligt!

Hvad er mere amerikansk end apple pie? En æbletærte er både lækker, syrlig og sød–og det har jeg altsammen kogt ned til en lille hapser af en cupcake. Fyldt med de varmeste efterårskrydderier, som er så dejlige at lune sig på.

God fornøjelse.

Tid i alt: 1 time
Arbejdstid: 15-20 min.
Couverter: 15 stk
Holdbarhed: 3 dage på køl
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge:

Til cupcakes

- 165g hvedemel
- 210g sukker
- 1 1/2 tsk bagepulver
- 1 spsk vaniljesukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk stødt kanel
- 1/4 tsk stødt nelliker
- 1/4 tsk stødt allehånde
- 1 1/4 dl mælk
- 1/2 dl rapsolie
- 1 1/4 dl vand
- 1 æg (str M/L)

Til fyld

- 2 gråstenæbler
- 1 1/2 spsk vaniljesukker
- 3 spsk karamelsauce
- 1 nip salt

Til frosting

- 140g smør
- 100g cream cheese
- 100g flormelis
- 1 lime (skallen heraf)

Cupcakes

Forvarm din ovn til 175 grader varmluft.

Hæld alle de tørre ingredienser i én skål. Rør dem godt sammen, så de er helt blandede. I en anden skål hælder du nu alle de våde ingredienser i. Pisk dem hurtigt sammen, så æggene er brudt og blandet med mælk, olie og vand.

Hæld nu de våde ingredienser over i de tørre, imens du pisker med et piskeris. Pisk dejen helt glat.

Fyld nu dine 15 cupcakeforme 3/4 dele af vejen op og bag dem i 15-20 minutter, alt efter ovnstyrke. Brug en tandstik (eller lignende) til at stikke i dine cupcakes. Er dejen stadig våd? Giv dem et par minutter endnu. Er tandstikken ren? Tag dine cupcakes ud og lad dem køle ned imens du fortsætter med resten af opskriften.

Fyld

Skræl og skær dine æbler i fine tern. Ca. 0,8×0,8mm. Hæld dem i en gryde og tilføj vaniljesukker samt karamelsauce. Lad det simre indtil æblerne har afgivet væske og væsken er fordampet igen. Det tager ca. 25-30 minutter ved middelvarme.

Lad dit fyld køle ned.

Frosting

Pisk smør og cream cheese helt glat. Tilføj flormelis og skal af 1 lime og pisk din frosting glat og fin.

Saml dine cupcakes

Når cupcakes, fyld og frosting har samme temperatur, kan du begynde at samle dine apple pie cupcakes.

Skær et hul i midten af alle dine cupcakes. Lad kun hullet gå halvvejs igennem kagen, da de ellers bliver meget skrøbelige. Du kan med fordel bruge en kernehusudstikker til at lave dine huller.

Fyld nu hullerne i dine cupcakes med dit æblekagefyld. Brug en teske eller en sprøjtepose for at gøre det nemmere for dig selv.

Til sidst pynter du dine cupcakes med din cream cheese frosting–og serverer dine cupcakes!

Psssst… du kan pynte dem med et lille drys kanel, hvis du ønsker en ekstra efterårsagtig effekt.

Velbekomme!

Et kig på det karameliserede fyld 
indeni de lækre apple pie cupcakes.
Et kig på det karameliserede fyld
indeni de lækre apple pie cupcakes.

Hver cupcake indeholder ca. 262 kcal.

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.