Blommesyltetøj med lommer af jordbær–tag sensommeren med ind i efteråret

Blommesyltetøj med lommer af jordbær–tag sensommeren med ind i efteråret
Indeholder affiliate links

Hvis I er så heldige at have et blommetræ i haven, kan I lige nu plukke de lækreste, solmodne små vitaminbomber. Med deres tilpas syrlige og søde smag, er bl.a. victoriablommer rigtig gode at hælde i salaten med feta, spise som de er–eller koge til syltetøj.

Blommesyltetøj har en fantastisk smag, som arter sig rigtig godt som indlæg i kager, eller til at smøre på sine friskbagte boller.

Den fyldige smag er et strejf af sensommer, som du kan nyde hele året, når først syltetøjet er kogt.

Velbekomme.

Tid i alt: ca. 1 time
Arbejdstid: ca. 1 time
Couverter: 1 1/2 kg blommesyltetøj
Holdbarhed: Op til 1 år på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 600g Victoria-blommer
- 150g jordbær (gerne danske)
- 730g syltesukker
- 20g vaniljesukker
- evt. 1 tsk atamon

Begynd med at vaske og udkerne dine blommer. Det gør du nemmest ved at skære hele vejen langs med den naturlige revne der er i blommen, for herefter at dreje de to halvdele af blommen med modsatrettede bevægelser. Lidt som når du skal skrue låget af en flaske!

Vask og skær den grønne top af dine jordbær.

Hæld de ordnede blommer, jordbær, syltesukker og vaniljesukker i en gryde med rigelig plads. Hæld evt. 1/2 dl vand i gryden, så kommer massen lettere i kog.

Sæt gryden på komfuret og tænd det på middel-høj varme. Rør forsigtigt i gryden indtil alle blommer er dækket af det, nu, meget lyserøde sukker.

Forsæt med at røre indtil blommerne koger. Skru herefter ned for varmen og lad din blommemarmelade simre. Rør i den med jævne mellemrum, indtil blommerne er næsten helt udkogte. Jeg lod mit simre i ca. 30 minutter.

Imens du koger din marmelade/dit syltetøj, kan du gøre dine sylteglas klar.

Skyl dem i kogende vand og hæld herefter 1 tsk atamon i hvert glas. Sæt låg på glassene og ryst dem godt. Åbn dem igen, og hæld det færdige syltetøj ned i dine glas. Luk med det samme og opbevar på køl for at bibeholde mest mulig smag og farve.

Dit blommesyltetøj kan holde sig i op til 1 år, på køl–men du får spist det hurtigere. ❤

Velbekomme.

A flatlay display of plum jam in a glass jar. A gilded knife lies diagonally across the top of the jar. Around it, plates of buttered rolls, lush fabrics and green plants create an idyllic image of the jam.
Blommesyltetøj gør sig rigtig godt på lune boller.

Én portion på 15g indeholder ca. kcal 34 kcal

Jeg bruger ofte dette ringlight med stativ fra Selfietime.dk som ‘kameramand’ og belysning på grå dage.

Grov kartoffel-jordskokkemos m. brunet smør, syltede løg og crudité af jordskokker

Grov kartoffel-jordskokkemos m. brunet smør, syltede løg og crudité af jordskokker
Indholdet affiliate links

Lad os udfordre den kartoffelmos, som vi kender og elsker–med mere dybde og smag! Jordskokker, brunet smør og syltede, brændte løg skal der til. Og nej, denne mos passer bestemt ikke ind i din januar-kur. 😉

Velbekomme.

Tid i alt: ca. 1 time
Arbejdstid: ca. 25 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage 
(skal genopvarmes)
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge

Kartoffelmos

- 1 kg spisekartofler
- 500g jordskokker
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk salt
- 1 tsk sort peber
- 200g smør

Syltede brændte løg

- 500g løg
- 3 spsk rapsolie
- 1 tsk salt
- 3 dl æbleeddike
- 3 dl sukker

Syltede brændte løg

Forvarm din ovn til 220 grader varmluft. Beklæd en bradepande med bagepapir.

Skræl dine løg og skær dem i ringe. Læg dem på bradepanden og hæld både salt og olie på. Bland løgene godt rundt og fordel dem ligeligt på bradepanden.

Lad dem stege i ca. 20-25 minutter, eller indtil dine løg har fået lækre, gyldne (eller måske endda helt mørke!) stegeflader.

Imens dine løg steger, skal du hælde sukker og æbleeddike i en gryde. Bring lagen i kog, indtil sukkeret er helt opløst.

Skold et sylteglas–til ca. 1 liter–og hæld først dine ‘brændte’ løg heri. Dæk herefter løgene med din syltelage og lad dem trække ved stuetemperatur indtil din mos er klar.

Du kan også med fordel lave løgene på forhånd. Hvis du gør det, skal de opbevares på køl, i lagen.

Kartoffel-jordskokkemos

Skræl og skær dine kartofler i mindre stykker. Hæld dem i en gryde der kan indeholde min. 3 liter væske.

Skrub dine jordskokker grundigt og skær de værste ‘knuder’ og smårødder af dem. Du behøver ikke skrælle dem. Læg én jordskok til side.

Skær dine jordskokker i mindre stykker (ca. 2×2 cm) og hæld dem ned til kartoflerne.

Knus og hak dine fed hvidløg groft og læg dem ligeledes i gryden.

Dæk nu din kartoffel-jordskokke blanding med vand. De skal ikke svømme i vand, men kun lige nøjagtig dækkes! Lad det koge i ca. 25 minutter, og arbejd videre med de andre dele af opskriften.

Mos med løg, jordskokker og blød timian.
Mos med løg, jordskokker og blød timian.

Brunet smør

Find endnu en gryde frem, og hæld 200g smør i den. Smelt smørret på medium-høj varme (jeg har min på 7 ud af 9). Når smørret et smeltet, vil det inden længe bruse godt op–sørg for at tage gryden af varmen, så snart bruset synker–så er dit smør nemlig brunet. Du er ikke i tvivl; duften af brunet smør er nemlig helt uimodståelig og nøddeagtig.

Hæld smørret i en skål–undgå det brune bundfald. Sæt smørret til side, indtil det skal bruges.

(Skal du spare på fedtet, kan du reducere mængden af smør)

Crudité af jordskok

Din enlige jordskok skal nu skæres i millimeter tynde skiver. Hvis du ejer et mandolinjern (reklame), er det her du kan bruge det! Ellers skal du gribe din skarpeste kniv og skære fine, tynde skiver af din jordskok.

Læg de fine skiver jordskok i en skål med iskoldt vand og opbevar dem på køl, indtil de skal bruges.

Færdiggør og anret din kartoffel-jordskokkemos

Når dine kartofler er kogt helt møre, skal du hælde det meste af vandet fra–men efterlad gerne en lille sjat i bunden. Mos nu kartoflerne med en kartoffelstamper, gaffel eller lignende. Mosen må gerne være grov, og jordskokkerne næsten hele. Rør nu salt, peber og brunet smør i din mos.

Anret mosen i en smuk skål eller fad (reklame), og pynt den med dine syltede løg, jordskokke crudité og evt. lidt blød timian!

Server som den er og nyd et lækkert vegetarmåltid–eller server til en god bøf, eller et sprødstegt kyllingelår.

Velbekomme.

Hver portion (ved 4 portioner) indeholder ca. 740 kcal

Hver portion (ved 6 portioner) indeholder ca. 493 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

“Hasselbagte” kartofler–kært barn, mange navne

“Hasselbagte” kartofler–kært barn, mange navne

Indeholder affiliate links

Hvad end du kalder dem hasselbagte, hasselbach eller hasselback, så kommer vi ikke udenom, at det er en af favoritterne når der skal kartofler på bordet. Sprøde udenpå og møre indeni, penslet med smør eller olie–og gerne krydret lidt, så de passer til den ret, du ønsker!

Velbekomme.

Tid i alt: ca. 1 time og 15 min.
Arbejdstid: ca. 25 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage (kan genopvarmes)
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- ca. 1 kg almindelige spisekartofler
- 1 tsk flagesalt
- 1/4 tsk stødt sort peber
- 1 tsk tørret rosmarin
- 1 tsk tørret timian
- Fedtspray efter eget valg

Forvarm din ovn til 200 grader varmluft.

Skræl og skyl dine kartofler. Skær herefter tynde og fine riller i alle dine kartofler. Rillerne må kun gå ca. halvvejs ned igennem kartoflerne, da de ellers risikerer at falde fra hinanden.

Læg dine kartofler på en bageplade eller i et metalfad, med rillerne opad! Spray nu dine kartofler med valgfri sprayfedt. Jeg foretrækker den fra Lurpak, fordi den smager godt og er nem at bruge.

Drys med salt, peber, krydderurter og sæt dine kartofler i ovnen.

Efter ca. 25 min. giver du kartoflerne et ekstra spray (eller tre) og skruer varmen op til 220 grader varmluft. Lad kartoflerne bage i yderligere 20-25 minutter, eller indtil de er lækre og gyldne.

Server som appetizer, med creme fraiche dressing og bacontern–eller som tilbehør til stegte stykker kød. Det er skønt!

Lækre "hasselbagte" kartofler i fad
Lækre “hasselbagte” kartofler i fad

Til 4 personer, indeholder 1 portion ca. 281 kcal

Til 6 personer, indeholder 1 portion ca. 188 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.