Ovnbagte kartofler med frisk rosmarin og flagesalt

Ovnbagte kartofler med frisk rosmarin og flagesalt
Indeholder affiliate links

Jeg elsker kartofler.

Juleaften er kartoflerne min hovedattraktion. Som teenager skulle jeg ikke have noget til mine pommes frites–de røg bare ned!–og jo sprødere de var, des bedre.

Potatoes are my love language ❤ Og det har bestemt ikke ændret sig med alderen, eller gennem kulhydrat-forskrækkede trends. Kartofler hænger ved. Især de her med rosmarin og flagesalt, som bare kan kastes i ovnen og kommer ud lækre og sprøde!

Hvilken type kartofler kan du bedst lide?

Tid i alt: ca. 45 minutter
Arbejdstid: ca. 15 minutter
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 4 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 1 kg spisekartofler
- ca. 1/2 dl neutral olie
- 2 stilke frisk rosmarin
- 2 tsk flagesalt
- 1/2 tsk peber

TIP:Tag forbehold for ovnstyrke! Er det første gang, du laver kartofler i ovnen? Så husk de ting, du ved om din ovn. Varmer den ujævnt? Varmer den ofte mere end der står i andre opskrifter–eller varmer den mindre? Husk at tage forbehold for din egen ovn, når du følger en opskrift. Alle ovne er gode, men denne her er din. ❤

Forvarm din ovn til 225 grader varmluft.

Beklæd en bageplade med bagepapir, så du er klar til at fylde den.

Vask 1 kg kartofler og halver dem på langs. Halver nu de halve kartofler–ta da! Nu har du bådkartofler. Læg dine bådkartofler på bagepladen.

Vask og pil bladene af dine rosmarin stilke. Læg dem ved kartoflerne på bagepladen. Hæld olie, salt og peber udover kartofler og rosmarin.

Nu skal du bruge hænderne! ‘Masser’ alle ingredienserne sammen, så kartoflerne er godt smurt ind i både olie og krydderier. Spred nu kartoflerne ud på bagepladen, så de ikke ligger ovenpå hinanden.

For at få de lækreste stegeflader, skal kartoflerne kunne nås af den direkte ovnvarme–og det kan de ikke, hvis de ligger under andre kartofler. Så blive de bløde og blege. Og det er ikke pointen med denne opskrift!

Sæt dine kartofler i ovnen, i 25-35 minutter, eller indtil de er lækkert gyldne og har et lidt ‘boblet’ ydre.

Server som tilbehør til lækre kødstykker, grillede grøntsager eller en fantastisk dip!

Velbekomme.

Ovnbagte kartofler fungerer perfekt som tilbehør til de fleste stykker kød, grillet grønt--eller bare for sig selv, til en lækker dip!
Ovnbagte kartofler fungerer perfekt som tilbehør til de fleste stykker kød, grillet grønt–eller bare for sig selv, til en lækker dip!

Hver portion (til 4 personer) indeholder ca. 309 kcal

Hver portion (til 6 personer) indeholder ca. 206 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–det er så hyggeligt at følge med.

Vegansk “NUTELLA” mug cake

Vegansk “NUTELLA” mug cake
Indeholder affiliate links

Når du bare MÅ have chokoladekage, men ikke orker at gå igang med den store bagedyst. Så er den her altså helt okay!

Og så er den vegansk–så også god i en nødsituation, hvis du pludselig får en gæst, der lever plantebaseret.

Eller hvis du selv vil eksperimentere med en mere plantebaseret livsstil.

Eller bare fordi den smager den godt. Det er jo hovedsagen. ❤

Tid i alt: 5 minutter
Arbejdstid: 3 minutter
Couverter: 1
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Begynder

Det skal du bruge:

- 2 spsk kakaopulver
- 2 spsk sukker
- 2 spsk hvedemel
- 3 spsk plantedrik (jeg brugte risdrik)
- 1 spsk hasselnøddesmør (peanutbutter kan også bruges)
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- 20g mørk chokolade

Hak din mørke chokolade. Hæld halvdelen i en standard tekop (eller et lille krus). Kopper som disse fungerer godt (reklame). Læg den anden halvdel til side.

Bland alle de tørre ingredienser i koppen og rør det sammen med plantedrik. Når konsistensen er til at arbejde med, hælder du 1 spsk hasselnøddesmør (eller peanutbutter til nøds) ned i koppen og rører rundt igen.

Drys resten af den hakkede chokolade ud over kagedejens top.

Sæt din kop i mikroovnen og lad den bage i 1-2 minutter ved fuld kraft. Begynd med et minut og giv den lidt mere, hvis den stadig virker ubagt. Den kan nemlig godt være lidt våd i bunden, selvom toppen ser god ud.

Spis som den er, eller med en klat lækker vaniljeis.

Velbekomme!

Hver portion indeholder ca. 640 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–det er så hyggeligt at følge med i jeres køkkenbedrifter. ❤

Shiitake svampe glaseret i soya og sesam

Shiitake svampe glaseret i soya og sesam
Indeholder affiliate links

Shiitake svampe stammer oprindeligt fra Kina, Japan–og er også populære i USA. Navnet er af japansk oprindelse og refererer til navnet på den art af bøgetræer som svampene oftest gror på.

Hvis du gerne vil spise svampe med masser af smag, skal du vælge shiitake–da de er kraftige og kødfulde. Men husk at tilberede dem, da de ikke har samme sødlige kvalitet som f.eks. champignoner.

Opskriften her, har jeg selv brugt som fyld i rispapirsruller. Det er guf!

Sæt en pande (Jeg kan stærkt anbefale denne, fra Eva Trio) på komfuret ved middel-høj varme. Hæld olien på.

Imens panden varmer, kan du ordne dine svampe. Køber du shiitake svampe i supermarkeder (f.eks. hos Salling/Bilka) så er de allerede pæne og rene. Derfor kan du med fordel blot dele den i halve eller kvarte–med fingrene. Shiitake svampe er meget kødfulde og nemme at dele med fingrene.

Hæld de delte shiitakesvampe på panden og lad dem få lidt farve. De skal stege i ca. 2 minutter. Imens kan du lave din marinade.

Hæld soya, farin, vand og sesamfrø sammen og hæld det forsigtigt på din varme pande. Det kan godt sprøjte når den vandbaserede marinade kommer i kontakt med olien! Pas godt på.

Rør lidt i panden med et træ- eller plast redskab og skru lidt ned for varmen, så dine svampe kan stå og simre. Rør med jævne mellemrum, indtil dine svampe har suget al væsken og er blevet lækre og skinnende. Det tager ca. 10-15 minutter.

Server dine svampe som tilbehør til risretter, gode bøffer, i forårsruller, eller som the main event i vegetarretter.

Et forslag til hvordan du kan bruge dine shiitakesvampe, er blandt andet som fyld i rispapirsruller--som dem her!
Et forslag til hvordan du kan bruge dine shiitakesvampe, er blandt andet som fyld i rispapirsruller–som dem her!

Hver portion indeholder ca. 102 kcal

Kunne du lide min opskrift? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg bliver så glad, når jeg må se med.

Jeg bruger selv denne her fra Selfietime.dk for at få bedre lys på de kedelige dage. ❤

Laktosefri og vegansk tærtedej–med groft mel

Laktosefri og vegansk tærtedej–med groft mel
Indeholder affiliate links

Hvad end du er veganer, laktoseintolerant–eller blot ikke har smør i huset–så er denne opskrift på en grov tærtebund helt perfekt. Den er nem og hurtig at lave.

Og så har du højst sandsynlig allerede tingene hjemme.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 t. og 5 min.
Arbejdstid: 10 min.
Couverter: 8-10
Holdbarhed: 5 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 2 dl grahamsmel
- 4 dl hvedemel
- 1 tsk salt
- 1 dl rapsolie
- 1 1/2 dl iskoldt vand

Hæld alle de tørre ingredienser i en skål (evt. en røremaskine), og saml dem med rapsolie og isvand.

Hvis du ikke har grahamsmel i huset, kan fuldkornshvedemel også bruges. Du kan også vælge udelukkende at bruge hvedemel.

Så snart tærtedejen samler sig, kan du gøre én af to ting:

  1. Pak dejen lufttæt ind og lad den hvile på køl i min. 30 minutter (men gerne længere)
  2. Del dejen i to, og tryk hver portion ud i en tærteform. Lad dem herefter hvile på køl i ca. 15 minutter, før du bager dem

Valg 1

Vælger du at følge vejledning 1, kan du–efter 30 minutter–tage dejen ud fra køl, dele den i 2 og rulle dem ud, på køkkenbordet. Herfra kan du f.eks. smøre dem med en spread af eget valg, og drysse dem med fyld. Følg f.eks. denne opskrift.

Valg 2

Følger du vejledning 2, skal du forvarme din ovn til 200 grader varmluft.

Tag din tærteform ud fra køl, efter ca. 15 minutter. Prik lidt huller i bunden af din tærtebund og bag den i ca. 10 minutter. Tag herefter tærtebunden ud af ovnen, og fyld den med alt hvad hjertet begærer. Bag herefter indtil tærten er gylden og fast.

Velbekomme.

Her er dejen brugt til at lave en æblegalette, smurt med peanutbutter.
Her er dejen brugt til at lave en æblegalette,
smurt med peanutbutter.

Hver portion tærtedej indeholder ca. 263 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Chiagrød med ristede mandler og kirsebærsauce

Chiagrød med ristede mandler og kirsebærsauce
Indeholder affiliate links

Det kolde vejr og sneen, får mig til at drømme mig tilbage til alle decembers kulinariske glæder.

Småkager, havregrynskugler og risalamande...

Men det er januar–og de fleste af os fik jo nok lidt ekstra på sidebenene, i julen. Så nu laver jeg en sundere version.

Der smager af jul. Velbekomme.

Tid i alt: ca. 8-10 timer
Arbejdstid: 5 minutter
Couverter: 2
Holdbarhed: 4 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 6 spsk chiafrø
- 4 dl risdrik
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 spsk kirsebærsauce
- 25g mandler

Find en bøtte med låg frem. Det kan være plastik, glas, eller hvad du ellers har. Så længe den er stor nok til at kunne indeholde ca. 0,5 liter væske (reklame).

Hæld 6 spsk chiafrø i bøtten. Tilføj 2 tsk vaniljesukker og fyld på med risdrikken (jeg har brugt den fra Naturli’). Rør godt, og sæt bøtten på køl.

Efter 1 time rører du lidt igen og sætter bøtten tilbage på køl. Lad den stå der natten over, så chiafrøene kan opsuge væsken og vaniljen–og udvikle en lækker, sødmefuld smag.

Imens forberede du dine toppings til i morgens lækre morgenmad.

Chiagrød á la risalamande

Et patentglas, fyldt med smukke chiafrø, som har opsuget risdrikken. Pyntet med smuk, bordeaux kirsebærsauce og grofthakkede, ristede mandler. 

Der ligger en ske parat. Bare tag en bid.
Chiagrød á la risalamande

Forvarm din ovn til 200 grader varmluft.

Læg bagepapir på en bageplade og spred dine mandler ud herpå. Bag dem i 5 minutter, eller indtil de dufter skønt og hinderne begynder at krakelere lidt.

Afkøl og hak dine mandler groft. Så er de klar til at komme på morgenbordet.

Så er der blot tilbage at anrette din lækre chiagrød med ristede mandler og kirsebærsauce, -sirup (reklame) eller lignende.

Velbekomme.

Hver portion indeholder ca. 434 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.

Nemme knækbrød til julefrokosten

Nemme knækbrød til julefrokosten

(Indeholder affiliate links)

Jeg elsker knækbrød–især dem med en masse frø i. De kan bruges til pålæg, snack–eller som et supplement til tapas-bordet! Det gælder selvfølgelig også den lille intime julefrokost, som vi stadig kan se frem til, i år.

Eller blot lidt til os selv, for hyggens skyld. ❤

Tid i alt: 1 t. og 20 min.
Arbejdstid: 5-10 min.
Couverter: ca. 20 stk
Holdbarhed: Op til 5 dage
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

- 1 dl hørfrø
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl græskarkerner
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl havregryn
- 3 1/2 dl mel
- 1 tsk salt (+ flagesalt på toppen)
- 1 tsk bagepulver
- 1 1/4 dl olie
- 3 dl vand

Begynd med at forvarme din ovn til 165 grader varmluft. 

Find en skål frem. Kom alle dine tørre ingredienser i skålen, og bland dem godt sammen. Tilføj nu olie og vand, og rør til du opnår en ensartet masse. Har du lyst til at brødene skal være lidt julede? Tilføj 1 1/2 tsk kanel til dejen.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade. Her skal du smøre din knækbrødsmasse godt ud, så den er ligeligt fordelt over hele bagepapiret. 

Og nu til det vigtige! Du skal præge dine knækbrød inden de kommer i ovnen, så du let kan ‘knække’ dem ud i passende stykker. Bestem selv om de skal være tre- eller firkantede.

Når knækbrødsdejen er smurt ud og præget, sætter du den i ovnen i ca. 1 time, eller indtil dine knækbrød er gyldne og lækre. 

Lad dine knækbrød køle af på en bagerist og nyd dem ekstra meget, her i den kolde tid. Eventuelt med min lækre røgede laksesalat.

God fornøjelse!

Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.
Lækre knækbrød, til den intime julefrokost.

Pssst… Dine knækbrød kan også bruges som julegave! Send dem evt. sådan her (reklame).

Hvert knækbrød indeholder ca. 182 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på instagram–jeg vil så gerne se med.