“Sukkerbrød” fra Inkarnation — eller dybstegte mantou

“Sukkerbrød” fra Inkarnation — eller dybstegte mantou
Indeholder affiliate links

For flere måneder siden, udspurgte jeg Pernille L. Stenby (forfatter til Inkarnation, Under Huden og meget snart Et Manipuleret Liv), om en meget speciel ret, i hendes bøger fra Mestenes-universet–nemlig “sukkerbrød.”

I bøgerne bliver sukkerbrødet hypet rimelig heftigt af en af seriens hovedpersoner, Axten, og så bliver den faglærte inde i mig jo vildt nysgerrig. For hvilken virkelig ret ligger til grund for det lækre sukkerbrød? Og var det noget, jeg kunne lave selv?

Heldigvis var Pernille rigtig sød og imødekommende, da hun forklarede, at inspirationen kom fra de dybstegte brød man bl.a. kan få når man spiser running sushi. Og så skulle jeg jo straks igang med at undersøge hvordan jeg kunne lave dem selv.

Så når jeg på Fantasy Festivalen i år kan hente en udgave af Et Manipuleret Liv, så skal den læses med et autentisk sukkerbrød i hånden. ❤

I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften. Se med herunder! Og skynd jer at forudbestille Et Manipuleret Liv, hvis I ikke allerede har gjort det. Jeg glæder mig helt vildt til udgivelsen.

Tid i alt: ca. 2 timer
Arbejdstid: ca. 1 time
Couverter: 12
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

-	1 ½ dl mælk (eller vand)
-	50g sukker
-	25g gær (eller 5g tørgær)
-	360g kagemel 
(alternativt kan du blande 300g hvedemel 
med 60g majsstivelse)
-	1 tsk salt

Yderligere:

- 1 liter rapsolie
- sukker

Sådan laver du dine mantou

Rør mælk, sukker og gær sammen i en skål—eller evt. i en røremaskine.

Tilføj de resterende ingredienser og ælt dejen fast og stram. I en røremaskine tager det et sted mellem 5-10 minutter.

I hånden tager det lidt længere tid—og afhænger af hvor godt du bruger mullerne!

Lad dejen hvile (ikke hæve) i 15 minutter, så det gluten der er i dit mel ”slapper lidt af” igen.

Drys dit køkkenbord med lidt mel. Efter de 15 minutter tager du dejen ud af skålen og lægger den på køkkenbordet.

Rul din dej til et langt, lige brød på ca. 30 cm. ”Niv” brødet sammen på langs, så du kan mærke hvordan dit gluten strammes op igen. Ligesom når du bager et flot, rundt baguette. 

Tril dit brød om på den anden side, så de områder du har nevet sammen, nu vender imod bordfladen. Med en kniv eller en brøddeler skal du nu dele dit brød i 12 lige store minibrød—eller aflange boller.

Hver bolle ligger du på et udklippet stykke bagepapir og stiller til hævning i ca. 30-60 minutter. Tiden er egentlig underordnet, dine boller skal blot hæve til dobbelt størrelse. 

Når de er puffet flot op, skal du begynde at dampe dine mantou.

Hvis du ikke har en dampkurv eller dampkoger, kan du bruge en helt alminelig sigte og et grydelåg.

Sæt en gryde med vand i på komfuret og skru op for varmen. Læg din sigte hen over gryden. Rører sigten vandet? Så skal du hælde lidt af det ud. Når man damper, er det nemlig kun dampen, som må tilberede din madvare, ikke det kogende vand.

Tag 2-3 af dine mantou (behold bagepapiret under!) og sæt dem ned i sigten. Læg låget ovenpå gryde og sigte og damp dine mantou i ca. 15 minutter.

De hæver yderligere når de får damp, og holder deres fine, hvide farve. Derfor kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt de faktisk er tilberedt. Bank let på bunden af en af dine mantou. Giver de en dump, hul lyd fra sig? Så er de færdige!

Gentag processen med resten af dine mantou.

Nu kan dine mantou spises. De er bløde og næsten kageagtige i deres konsistens. Men hvis du vil, kan du pimpe dem lidt ekstra. Læs videre for at se hvordan.

Lad dine mantou køle ned, imens du forbereder det næste skridt.

Mantou, inden de kommer i dampkogeren.

Friter dine mantou

Hæld rapsolie i en dyb gryde. Vælger du en der er for lav, kan du risikere, at olien bruser over. Det er ikke sjovt. Hverken at rydde op eller at brænde sig på.

Lad olien nå 180 grader, inden du fortsætter.

Hæld sukker i en dyb tallerken og kom dine mantou i frituregryden—højst 3 ad gangen. Ellers mister olien for meget varme, og dine mantou opnår ikke deres gyldne ydre. 

Friter dine mantou i ca. 30 sekunder på hver side, eller indtil de opnår en dyb, gylden farve—som karamel.

Tag dem op af gryden og læg dem direkte ned i sukkeret, i den dybe tallerken. Vend dem rundt, indtil de er helt dækkede.

Server lune—så er de bedst. ❤

Velbekomme.

Mantou, færdig friterede og vendt i sukker.

Hver mantou/sukkerbrød indeholder ca. 260 kcal pr styk

Kan du lide opskriften? Find flere opskrifter, reels og generelle madtips på min Instagram–jeg deler jeres billeder hvis I tagger @seasonswithsabine

Jeg bruger et ringlight fra Selfietime.dk til de fleste af mine reels og billeder på Instagram 🙂

“Armadillo Eggs” eller fyldte snackpebre, i hakket oksekød og bacon — en favorit til grillen

“Armadillo Eggs” eller fyldte snackpebre, i hakket oksekød og bacon — en favorit til grillen
Indeholder affiliate links. Pssst… Jeg bruger et ringlight fra Selfietime.dk på gråvejrsdage. ❤

“Armadillo eggs” er en Texas barbecue favorit, som bestemt burde være allemandseje! Jeg har modificeret den lidt, så den bedre passer de danske smagsløg. De traditionelle opskrifter godt kan være liiiiidt for stærk til os nordboere.

Så nu må det gerne snart blive rigtig grillvejr! Det er i kikkerten… Et sted. Krydser vi fingre for.

Har du ikke mulighed for at grille, hvor du bor, så kan du forresten også sagtens lave de her lækkerbiskner i ovnen. ❤

Velbekomme.

Tid i alt: ca. 1 t. og 15 min.
Arbejdstid: ca. 25 min.
Couverter: 5 stk
Holdbarhed: 1-2 dage på køl
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

Til farsen

-	500g hakket kalv og flæsk
-	2 mellemstørrelse løg
-	½ dl rasp
-	2 M/L æg
-	1 tsk salt
-	½ tsk stødt peber

Til fyldet (og tilbehør)

-	5 snackpebre
-	150g friskost m. purløg
-	20g syltede (eller friske) jalapeños
-	Ca. 300g bacon i skiver

Forvarm din ovn til 225 grader varmluft.

Skræl og skær dine løg i kvarte. Læg dem i en foodprocessor og kør dem til en fin, jævn masse. Kom de resterende ingredienser til farsen i foodprocessoren og kør det til en lind masse. Sæt til side.

(Har du ikke en foodprocessor, hakker du blot dine løg som du plejer og rører farsen i en almindelig skål.)

Skær dine jalapeños i fine, små stykker. Rør dem op med din friskost. Skær toppen af dine snackpebre (ca. 5 cm fra blomsten). Tryk nu ostemassen ned i alle dine peberfrugter.

Pak alle peberfrugter ind i et tyndt lag fars (ca. 125-150g til hver). Vikl dem ind i bacon og læg dem på en bageplade. Bag i ca. 45 minutter, eller indtil din bacon er lækker og sprød.

Server med lige præcis de toppings, som du elsker allermest fra grillsæsonen. Jeg vil anbefale stegte kartofler og en lækker, frisk salat. Mhmmm!

TIP: Armadillo eggs kan med fordel laves på grillen! Brug et stegetermometer til at holde øje med temperaturen. Dine armadillo eggs er klar, når centrumtemperaturen når 75 grader. 

Jeg håber, at I bliver lige så begejstrede for de her som jeg er. Det er nemlig vildt guffede, til de kommende sommermåneder. ❤

An armadillo egg. It is cut in the middle to show its gooey, cheesy centre.
Snittet på et armadillo egg. ❤

Hvert armadillo egg indeholder ca. kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–så deler jeg jeres billeder. ❤