Grønne kyllingefrikadeller

Grønne kyllingefrikadeller
Indeholder affiliate links

Frikadeller er fantastiske! Fede og sprøde.

Men hvis du–ligesom jeg–måske har spist lidt rigeligt med hyggemad her i nedlukningsperioden, så kan det altså være rigtig godt med en mere fedtfattig og grøn version. En portion af de her deller indeholder kun 158 kcal–og smager formidabelt!

God fornøjelse.

Tid i alt: 45 min.
Arbejdstid: 45 min.
Couverter: 8
Holdbarhed: 4 dage på køl
Niveau: Begynder

Det skal du bruger

-	450g hakket kylling
-	2 mellemstore løg
-	1 stor gulerod
-	2 håndfulde spinat
-	2 S/M æg
-	½ dl rasp
-	1 tsk salt
-	1 tsk peber
-	1 tsk tørret timian
-	1 tsk hvidløgspulver

Pil/skræl og hak alle dine grøntsager fint. Rør op med kylling, æg, rasp og krydderier, indtil du får en lind konsistens.

Sæt en pande på komfuret ved middel-høj varme og hæld olie på. Når panden er varm, bruger du en spiseske til at forme frikadeller af din kyllingefars. 

Grønne frikadeller af kylling steger på panden, med en skål fars i baggrunden

Steg dine deller gyldne og sprøde på panden. Ca. 5 minutter på hver side. Sørg for, at de er faste i kødet før du tager dem af varmen. De må altså ikke splatte ud, når du trykker let på dem med pegefingeren. Så er de slet ikke færdige.

Server lune til pastaretter, salater, sovs og kartofler–eller som tilbehør til madpakken. 

Velbekomme!

En grøn frikadelle på kyllingekød, hvor der er taget en bid af
En lækker, grøn mundfuld–med masser af smag!

Hver portion indeholder ca. 158 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instragram–det er så fedt at følge med I jeres madlavning.

Kan du lide lyset på mine billeder? Jeg bruge dette ringlight ❤

Deep-fried parmesan kylling

Deep-fried parmesan kylling
Indeholder affiliate links

Lækre, sprøde stykker kyllingebryst med det mest bløde, saftige indre… Lyder det ikke godt? Så skal du prøve denne opskrift.

Parmesan kylling lærte jeg at lave af en italiensk nonna for godt og vel 10 år siden–og opskriften har været fast inventar i hjemmet, lige siden. Brug dine lækre kyllingestykker i en sprød salat, som fyld i en lækker burger–eller server den til pasta og en lækker tomatsauce.

Det er rene lækkerier. Velbekomme.

Tid i alt: 45-60 min.
Arbejdstid: 45 min.
Couverter: 4-6
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge

- 400-450g kyllingebryst
- Hvedemel til panering
- Sammenpisket æg til panering 
- 2 1/2 daggamle grovboller
/skiver tørt sandwichbrød
- 200g frisk parmesan
- 1 bundt persille

Hvad enten du har daggamle grovboller eller et par skiver tørt sandwichbrød liggende, skal du begynde med at gnide dem til grove brødkrummer. Hæld dem i et dybt fad. Riv parmesan ned i fadet og vend begge dele med hakket persille. Stil til side.

Pisk 2-3 æg sammen i en dyb tallerken og sæt til side. Fyld ligeledes en desserttallerken med almindelig hvedemel og sæt den til side.

Sæt en dyb pande–eller gryde–med ca. 1cm olie i bunden på middel-høj varme. Olien skal opnå ca. 180 grader. Har du ikke et termometer? “Tab” et stykke panering ned i olien–bruser det godt op? Så er olien klar.

Imens den varmer, fortsætter du med opskriften.

Skær 4 kyllingebryster i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Vend dem først i mel, derefter æg, og til sidst din friske parmesanpanering.

Steg i 1cm dybt oliebad, på panden, indtil de er helt gyldne og faste i overfladen. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir–eller køkkenrulle.

Server til alverdens friske salater, i burgere med syltede rødløg, sandwiches eller en lækker pastaret med tomat eller pesto.

Velbekomme!

Lækre sprødstegte stykker kyllingebryst--perfekt tilbehør til næsten alting!
Lækre sprødstegte stykker kyllingebryst
–perfekt tilbehør til næsten alting!

Hver portion (til 4 stk) indeholder ca. 702 kcal

Hver portion (til 6 stk) indeholder ca. 468 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med.