Hot Cross Buns — krydrede påskeboller med tranebær

Hot Cross Buns — krydrede påskeboller med tranebær

Hot Cross Buns er en forholdsvis typisk påskespise, i England.

Krydrede, lune boller, med det traditionelle ‘kors’ henover den skinnende, ægpenslede overflade.

Dette er min (nemme) version.

Lækre–især når påskens vejr er så lunefuldt som vores. ❤

Tid i alt: ca. 2 timer
Arbejdstid: ca. 30 min.
Couverter: ca. 15 stk
Holdbarhed: Op til 3 dage, kan fryses
Niveau: Begynder

Det skal du bruge

Til boller:

- 2,5 dl mælk
- 150g smør
- 50g gær
- 1,5 spsk sukker
- 2 æg
- 500-600g hvedemel
(mere, hvis det stadig klistrer for meget)
- 1 brev brunkagekrydderi
- 1 tsk salt
- 50-100g tørrede tranebær
(efter smag)

Til ”kors”

- 1 dl vand
- 1 dl hvedemel


Lun mælk og smør, indtil sidstnævnte smelter. Massen skal være lillefingervarm. Opløs gær heri.

Rør sukker, æg, mel og krydderier, samt tranebær i—og ælt det til en fast dej. Ca. 5-10 minutter ved mellemste hastighed, på en røremaskine. Eller 10 heftige minutter med de stærke ælte-hænder skruet rigtigt på.

Lad dejen hæve i ca. 40 minutter, et lunt sted.

Efter endt hævning, skal du forme din dej til boller. Opskriften giver ca. 15 stk. Forvarm din ovn til 220 grader (jeg bruger varmluft) og lad bollerne hæve lunt, i 20 minutter.

Hot Cross Buns, slightly blurred. Just above them, Easter eggs hang from naked branches. These are in focus.


Pensl dine boller med et sammenpisket æg. Nu skal de pyntes!

Rør 1 dl vand og 1 dl mel sammen, indtil du får en lind masse. Kom det på en sprøjtepose og sprøjt “kryds” henover bollerne. .

Bag dem i ca. 15-18 minutter, alt efter ovnstyrke. .

Smør bollerne med smør, marmelade, en skive ost–eller alle tre ting på én gang. Og nyd dem lune.

God fornøjelse 🌱🐣

Glossy hot cross buns, full of cranberries and warm spices.

Hver Hot Cross Bun indeholder ca. 226 kcal

Kunne du lide opskriften? Del dine billeder med mig på Instagram–@seasonswithsabine ❤

De lækreste BLØDE gulerodsboller m. fuldkorn

De lækreste BLØDE gulerodsboller m. fuldkorn
Indeholder affiliate links

I kender det. Søgen efter perfekte, bløde boller. I har fundet dem–men de er fyldt med smør, mælk og æg, så I “må” kun spise en. Sådan har jeg det i hvert fald…

Men ikke mere! Jeg har lavet de her boller så mange gange–og de bliver ved med at være lækre, bløde, og saftige. Også efter et par dage på køkkenbordet! Og så er de fyldt med gulerødder og fuldkorn.

Velbekomme.

Tid i alt: 1 time 5 min.
Arbejdstid: 25 min.
Couverter: 15 stk
Holdbarhed: 3 dage (kan også fryses)
Niveau: Let øvet

Det skal du bruge:

- 3 dl varmt vand
- 2 store gulerødder (eller 5 små)
- 50g gær
- 2 spsk sukker
- 4,5 dl grahamsmel
- 5,5 dl hvedemel
- 1 dl rapsolie
- 1 toppet tsk salt

Vask dine gulerødder og skær top og bund af dem. Skær dem i skiver på ca. 2 cm og hæld dem i en foodprocessor eller kraftig minihakker. Hak dem til fine, små stykker og hæld dem i en røreskål.

Hæld 3 dl varmt vand ned til dine gulerødder og opløs gæren heri. Tilføj 2 spsk sukker. Rør godt sammen.

Tilføj nu grahamsmel og rør indtil du ikke kan se tørt mel længere. Tilføj hvedemel og bland det godt ned i dejen. Virker den meget tør? Godt, det skal den også. Gulerødderne afgiver nemlig væske løbende, og dejen bliver gradvist vådere.

Til sidst tilføjer du olie og salt, og så skal dejen æltes! Bruger du en røremaskine, så sæt den på medium hastighed og lad den køre i 8-15 minutter, indtil dejen slipper siderne. Bruger du hænderne? Så ælt løs, så kraftigt som du kan.

Slipper dejen ikke skålen (eller bordet) efter 15 min.? Tilføj 1 eller 2 spsk ekstra mel og rør videre indtil den slipper.

Sæt dejen til hævning i ca. 20-30 minutter, et lunt sted.

Fugt dine hænder med vand og form 15 boller, som du sætter på en bageplade med det samme. Husk bagepapir! Lad bollerne efterhæve i ca. 20 minutter.

Forvarm din ovn til 220 grader varmluft. Bag dine boller i ca. 12-15 minutter.

Lad bollerne køle i 5-10 minutter, og spis dem straks herefter, med det pålæg, du bedst kan lide. ❤

Lækre, bløde gulerodsboller med grahamsmel.
Lækre, bløde gulerodsboller med grahamsmel.

Hver bolle indeholder ca. 263 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instragram–jeg vil så gerne se med.