Vegansk “NUTELLA” mug cake

Vegansk “NUTELLA” mug cake
Indeholder affiliate links

Når du bare MÅ have chokoladekage, men ikke orker at gå igang med den store bagedyst. Så er den her altså helt okay!

Og så er den vegansk–så også god i en nødsituation, hvis du pludselig får en gæst, der lever plantebaseret.

Eller hvis du selv vil eksperimentere med en mere plantebaseret livsstil.

Eller bare fordi den smager den godt. Det er jo hovedsagen. ❤

Tid i alt: 5 minutter
Arbejdstid: 3 minutter
Couverter: 1
Holdbarhed: 1 dag
Niveau: Begynder

Det skal du bruge:

- 2 spsk kakaopulver
- 2 spsk sukker
- 2 spsk hvedemel
- 3 spsk plantedrik (jeg brugte risdrik)
- 1 spsk hasselnøddesmør (peanutbutter kan også bruges)
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- 20g mørk chokolade

Hak din mørke chokolade. Hæld halvdelen i en standard tekop (eller et lille krus). Kopper som disse fungerer godt (reklame). Læg den anden halvdel til side.

Bland alle de tørre ingredienser i koppen og rør det sammen med plantedrik. Når konsistensen er til at arbejde med, hælder du 1 spsk hasselnøddesmør (eller peanutbutter til nøds) ned i koppen og rører rundt igen.

Drys resten af den hakkede chokolade ud over kagedejens top.

Sæt din kop i mikroovnen og lad den bage i 1-2 minutter ved fuld kraft. Begynd med et minut og giv den lidt mere, hvis den stadig virker ubagt. Den kan nemlig godt være lidt våd i bunden, selvom toppen ser god ud.

Spis som den er, eller med en klat lækker vaniljeis.

Velbekomme!

Hver portion indeholder ca. 640 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–det er så hyggeligt at følge med i jeres køkkenbedrifter. ❤

Lækker “Snickers” kage med marengslåg og ristede peanuts

Lækker “Snickers” kage med marengslåg og ristede peanuts
Indeholder affiliate links

Min favorit chokoladebar er uden tvivl en Snickers! Og det har været min go-to fredagssnack siden jeg var teenager.

Der er bare noget over den søde karamel, de sprøde peanuts og det lækre mælkechokolade overtræk… Puha, man bliver helt sliksulten. Nå!

Siden den er min favorit, syntes jeg, at den skulle have sin egen kage!

Og her er den så. ❤ Med en lidt bitter chokoladekagebund–så kagen ikke bliver for sød–sejt karamelfyld, sprøde peanuts og et sødt og sprødt marengslåg. Toppet med flere peanuts og mælkechokolade!

Lad os komme igang! 😀

Tid i alt: ca. 1 time og 5 min.
Arbejdstid: ca. 45 min.
Couverter: 8-10
Holdbarhed: 2 dage på køl
Niveau: Øvet

Det skal du bruge

Marengslåg

- 1 æggehvide
- 50g sukker
- 50g ristede
og saltede peanuts
+ lidt ekstra peanuts
som pynt

Chokoladekage

-	2 æg
-	175g sukker
-	115g kærnemælk
-	115g kold kaffe
-	100g olie
-	165g mel
-	30g kakaopulver
-	½ tsk natron
-	½ tsk salt

Karamel

- 1 dåse 
kondenseret mælk
- 2 spsk fløde

Pynt

- 50g mælkechokolade
- 1 tsk smagsneutralt fedtstof

Marengslåg

Forvarm din ovn til 180 grader varmluft.

Pisk din æggehvide indtil den skummer og tykner en smule. Tilføj sukkeret lidt ad gangen, og fortsæt med at piske indtil du har en sej (og lidt tynd) marengsmasse.

Hak ristede og saltede peanuts og vend dem i den bløde marengs.

Læg bagepapir på en bageplade. Lav et cirkelformet marengslåg som er ca. 26 cm i diameter, og 1 cm tykt. Top låget med “hele” saltede peanuts. Det gør ikke noget, hvis marengslåget ikke er perfekt rundt–det er en del af charmen ved kagen, at den er lidt rustik.

Bag i ca. 20 minutter. Hold løbende øje med marengslåget, så det ikke bliver for mørkt. Imens låget bager, kan du lave dejen til chokoladekagen.

Chokoladekage

For en springform på ca. 26 cm i diameter med bagepapir og stil den til side.

Pisk æg og sukker “hvidt” og tykt. Pisk herefter olien i.

Vej dine tørre ingredienser af. Altså mel, kakaopulver, salt og natron. Rør dem sammen i en skål og sæt den til side. Gør det samme med dine våde ingredienser.

Nu skal du skiftevis piske tørre og våde ingredienser i din æggemasse. Du begynder og slutter med de tørre ingredienser. Så hæld en tredjedel af det tørre i dejen, og pisk. Så halvdelen af de våde, og pisk. Endnu en tredjedel af de tørre, og pisk. Den sidste halvdel af de våde, og pisk. Og så den sidste tredjedel af de tørre. Pisk.

Hæld dejen i den forede springform og sæt den i ovnen når dit marengslåg skal ud.

Bag din kage I 20-25 minutter, eller indtil en tandstik kommer ud med ganske få krummer på, når du stikker den i kagen. Du kan også tjekke ved at trykke let på kagens overflade. ‘Springer’ den tilbage? Så er den klar. Laver du et hul? Så er den bestemt ikke klar. Bag 5 minutter mere.

Imens kagen bager, kan du gøre din karamel klar.

Karamel

Sæt en gryde på komfuret på middel-høj varme. Jeg har mit stående på 7 ud af 9.

Åbn og hæld indholdet af en dåse kondenseret mælk i gryden. Fat et godt piskeris og begynd med at piske ganske stille og roligt.

I takt med, at karamellen varmes op, skal du sørge for, at den er i konstant bevægelse. Du behøver ikke at piske hårdt, men kom godt rundt i hele gryden og sørg for, at den kondenserede mælk ikke står stille–den brænder nemlig hurtigt på!

Det tager ca. 20 minutter for den kondenserede mælk at blive til karamel. Og når den gør, er den meget fast. Pisk derfor ca. 2 spsk fløde i den pivvarme karamel og pisk godt igennem, så du igen får en lækker, glat konsistens. Nu skulle den gerne være til at arbejde med.

Sæt din kage sammen

Når din kage har kølet i ca. 15 minutter, kan du begyndte at lægge det hele sammen.

Smør den faste karamel forsigtigt ud over kagens overflade og top den straks med dit flotte marengslåg. Vær forsigtig når du løfter låget, da det er meget skrøbeligt. Vær tålmodig og frigør det forsigtigt fra papiret, og læg det lige så forsigtigt ovenpå karamellen.

Smelt chokoladen (evt. denne–den er lækker) i en lille skål, i mikroovnen og rør smagsneutral olie (jeg har brugt kokosolie) ud heri. Så er den lækker og flydende, og kan nemt trække et simpelt mønster henover toppen af dit marengslåg.

Chokoladen er også god til at skjule ujævnheder eller steder hvor låget måske er gået lidt fra hinanden.

Kagen kan serveres lun, eller opbevares på køl i op til 3 dage.

Velbekomme!

Den lækreste snickerskage–perfekt til gæster!

Hvert stykke (hvis kagen er delt i 10) indeholder ca. 479 kcal

Hvert stykke (hvis kagen er delt i 8) indeholder ca. 599 kcal

Kunne du lide opskriften? Tag @seasonswithsabine på Instagram–jeg vil så gerne se med, når du laver den.

Pssst… Vil du vide hvordan jeg får så lækkert lys på mine billeder? Hemmeligheden er ikke så hemmelig endda–jeg har det her ringlight stativ fra Selfietime.dk 🙂